Donald Harstad: Kendte døde. Oversat af Poul Bratbjerg Hansen efter “Known Dead” (1999). Gyldendal 2001. 387 s. 395 kr.

Vicesherif Carl Houseman fortæller for anden gang om en indviklet sag fra det tyndt befolkede landområde i Iowa, hvor han har til opgave at opretholde lov og orden. En rutinemæssig helikopterinspektion har afsløret en hashmark dybt inde i en skov. Et par betjente sendes derud - og der havner de i dobbeltild. En politimand og en ubetydelig vaneforbryder dræbes. Under afhøringerne på områdets isolerede ejendomme går det igen galt, politichefen såres invaliderende og hans ledsager dræbes.

Sagen kompliceres af de mange instanser, der successive inddrages: Det lokale politi, delstatspolitiet, det federale politi, de særlige narkoenheder og efterretningstjenesten. Det står hurtigt klart, at de tilsyneladende meningsløse forbrydelser har forbindelse til højre-ekstremistiske kredse, som har deres sikre forankring hos midtvestens forarmede landbrugere. Poli-tiet står over for borgere, der ikke godtager statsmagtens legitimitet, politiets ret til efterforskning, domstolenes autoritet eller beskikkede forsvarere.

Romanen fortæller, hvorledes Houseman og den lokale politistyrke når frem til en til dels tilfredsstillende opklaring af de drab, der er deres “ansvar” - medens de hele tiden må omgå grænserne til de andre myndigheders kompetencer. Hver står på sine beføjelser, sine hemme-ligheder. Og kun karrigt fortæller man de andre om det, man finder frem til.

For en dansk læser er det absurd. Det er tilsyneladende vigtigere, at et andet korps ikke får “æren” af et efterforskningsresultat, end at de skyldige overhovedet bliver afsløret. Det kan stemme til en vis eftertænksomhed ved den udbygning af politisamarbejdet, som vi i disse år ellers betragter som et af de lovende fremskridt i europæisk integration.

Der er bid i skildringen af den “autonome fundamentalisme”, som trives blandt det “white trash”, hvor historien udspiller sig. Det, der en gang var fribårne mænds ubændige selvstændighed, er endt som stupid selvhævdelse, der pure afviser enhver myndighedsudøvelse, skatteopkrævning m. v. - og i samme åndedrag højrøstet kræver del i de goder, samfundet stiller til rådighed og påberåber sig alle tænkelige demokratiske garantier.

Houseman beretter med tør ironi, og det er ganske charmerende. Men det bliver ved for længe - for ofte skal vi rundt om de mange instansers dobbeltspil. Det bliver lejlighedsvis forvirrende, fordi de forskellige tjenester kun præsenteres med initialer, som læseren stundom løber sur i. Det interessante er portrættet af “bibelbæltets” galninge. Plottet - der sådan set er godt nok - kvæles til dels i omstændeligheden.