Kolbjørn Hauge: Døden på Vestlandet. Oversat af Gorm Henrik Rasmussen efter
“Død mann i boks” (1995). Klim 1997. 239 sider, 265 kr.

Den karske og stridbare Reinert Smedal har for længst passeret pensionsalderen, men driver fortsat sit stenede landbrug et sted vest for Bergen. Indtil han en dag forsvinder. Det viser sig, at han ikke som formodet er druknet. Han fik slået skallen ind, og liget blev bekvemt skjult i det grøntfoder, som var stuvet ned til ensilage.

Hauges makkerpar fra rigspolitiet - Andersen & Brenna - kaldes til, og de sludrer sig adspredt til en slags løsning. Som naturligvis ligger et par spadestik over den virkelige sandhed, der afdækkes af den lokale lensmand.

Hauge interesserer sig for “Vestlandets” originale beboere og særlige traditioner, egnsretter m.v., mindre for den sporadiske sporsøgning. Dermed sættes en del af spændingen over styr. Resultatet er en sympatisk hyggeroman. Man kan dog tvivle på oprigtigheden i den charmerende naivitet. Børn, fuldvoksne og meget gamle mennesker skildres (med den ene undta-else, genren nødvendiggør) som stoute nordmænd med stort N, omend de fleste viser sig at kende en eller anden, de ville savne meget lidt. De unge synes derimod at være indvandret fra et fælt udland, tilbøjelige som de er til grim og unorsk virksomhed. Måske dækker begejstringen for det hjemmestrikkede, for skærgårdens farverige oktoberflora, og for de fisk, man fanger selv, alt sammen blot over en god portion samtidshad?

(Den norske originaltitel spiller på soldaterslang.  I slutningen af nittenhundredefyrrene bestod den militære feltudrustning bl. a. af nogle dåser med fiskekonserves. Det smagte afskyeligt, og det hed derfor blandt de menige ”Død mann i boks”)