Reginald Hill: Dialoger med de døde. Klim 2005. Oversat af Søren K. Barsøe efter ”Dialogues of the Dead” (2001). 466 sider, 399 kr.

I begyndelsen var ordet. Sådan indledes vor kulturs måske berømteste tekst. Det er ord, det drejer sig om i Hills roman. Mange ord, skjulte citater, elegante ordspil. Det må have været et Helvede at oversætte – så meget mere må man komplimentere Søren K. Barsøe. En vits som den store ordgænger må være af egen avl, men den passer helt fint i sammenhængen. Og er et godt eksempel på, hvor veloplagt opgaven er grebet an.

Plottet er urealistisk som i en fortidig krimi. En række mennesker myrdes, tilsyneladende efter et mønster, som kun gerningsmanden kender. Det lægges provokerende frem i højstemte tekster, som tilgår myndighederne med beskrivelser af drabene og med detaljer, som ikke er alment kendt. Sligt ætervaderi med sofistikerede antydninger, anagrammer og skjulte koder er ikke noget for kriminal-inspektør Andrew Dalziel, men selvfølgelig et fund for den mere slebne Peter Pascoe. Og nærmest en fristelse for den unge, nyansatte kriminalbetjent Bowler (hvis det da ikke er den sexede biblioteksassistent, der frister ham).

Indledningen er lidt langt, men da først brikkerne er stillet op, går det løs på det mest forrygende. Pascoe gennemskuer i sidste øjeblik hvad der foregår. Måske med den risiko, at hans udspekulerede løsning alligevel lander ved siden af målet. Undervejs forlystes læseren med en kæde af fine vitser, elegant ironi og byger af referencer til film og litteratur (ikke mindst de antikke klassikere, der jo holdes i hævd i de bedre kredse i England). Man er underholdt på det bedste, og det er hele tiden spændende. Ikke så meget den traditionelle spænding (hvem gjorde det og hvorfor?), som spændingen om, hvordan pokker Hill vil komme videre fra den ekstreme situation, han hele tiden nyetablerer omkring sine hovedpersoner. Det kan Hill naturligvis som en af genrens mestre.

Er man til litterære finurligheder, er romanen et must. Er man ikke, vil den formodentlig virke lidt vidtløftig. Alle vil imidlertid kunne glæde sig over nok en gang at møde Dalziel i styg stil, Pascoe i fornem vitalitet og en række bipersoner, der nok er et bekendtskab værd.

Anbefales.