Reginald Hill: Våben og kvinder – en Ellieade. Oversat af Søren K. Barsøe efter ”Arms and the Women” (2000). Klim 2004. 433 sider, 399 kr.

Krimierne om Dalziel & Pascoe har som bekendt affødt en populær TV-serie. Efterhånden som Hills romaner blev brugt op, måtte de raske producere lave episoder, ”based on the caracters of Reginald Hill”. TV-serien har skrevet Pascoes hustru Ellie ud af historierne, det har Hill ikke. Ellie er hovedpersonen i det foreliggende bind. Hun har været tro mod sin ungdoms idealer, sit engagement på venstrefløjen. Ved siden af sin spirende virksomhed som forfatter er hun aktiv i en gruppe, der holder kontakt med indespærrede kvinder i en række lande og brevveksler med dem, dels for at støtte og opmuntre, dels for at lade vedkommende regime vide, at det offer ikke er glemt.

Ellie udsættes for et veltilrettelagt forsøg på bortførelse. Det kalder naturligvis Pascoe på banen, men både han og Dalziel tror længe, at formålet er pression mod Pascoe. En gerningsmand eller en sigtet, vil på den måde standse hans arbejde med en eller anden sag eller vil simpelthen hævne sig på ham. Langsomt bliver de klar over, at tingene hænger anderledes sammen. Da er både nordirske terrorister, columbianske frihedskæmpere, narkohandlere sammestedsfra og endog de formummede knægte fra hendes majestæts efterretningstjeneste blandet ind i sagen. Hver med sin dagsorden, men fælles om skrupelløse metoder, herunder om fornødent grov fysisk vold. Og de overordnede politimyndigheder sætter snævre grænser for, hvad Dalziel må foretage sig.

Den slags skulle de smalsporede bureaukrater have holdt sig fra. Den blodrige kriminalchef, der ynder at føre sig frem som lidt af et dumt svin, er jo – når det gælder – vennernes ven. Og han accepterer ikke at se sine nærmeste anvendt som brikker i den hemmelige tjenestes kyniske spil. Hans taktik er enkel: Han pisser i hovedafbryderen og ser, hvad der sker. Og der sker så sandelig en hel del.

Ellie har stedse haft svært ved at capere Dalziel, hun betragter ham nærmest som Pascoes onde ånd. Hun forslår tiden med en at skrive en parafrase over historien om Odysseus – fra begyndelsen en samvittighedsløs fribytter, men skridt for skridt helten, der klarer tingene for sine venner, også hvor han selv skal tage skraldet. Det er langsomt Dalziels person-lighed, der overtager Ellies Odysseus, Ellie fatter det næppe, men læseren får et godt grin!

Reginald Hill er en af genrens stormestre. Han kan konstruere og styre et uhyrligt kompliceret plot – der dog holder og står klart for læseren ved historiens slutning (i al fald nogenlunde klart – denne gang forsvandt unægtelig enkelte sammenhænge for undertegnede). Han kan også sikre, at læseren engageres totalt i personerne, deres problemer og de handlingsmuligheder, de vælger at realisere. Samtidig placerer han en række snerrende præcise vitser, så læsningen ikke bliver mere dyster end godt er.

Dalziel får brug for at trække vod i hjernekisten, den ellers sobre Pascoe skal overskride et par af sine anstændige grænser. Men de og vi når vejs ende, og læseren har lige så svært ved at slippe historien som forfatteren.

En af året bedste. Anbefales.