Anne Holt: Død joker – En Hanne Wilhelmsen Roman. J. W. Cappelens Forlag. Oslo 1999. 474 sider.

Kriminaloverbetjent Hanne Wilhelmsen er efterhånden blevet hovedpersonen i Anne Holts serie om særprægede krimisager i det moderne Norge. Hanne er en kompetent, klart tænkende opdager, vellidt - snarest elsket - af kolleger og overordnede. Denne gang sættes hun under pres, privat som i jobbet.

Hannes sambo, lægen Cecilie Vibe, får diagnosticeret en ondartet tumor på tyndtarmen. Ope-rationen viser, at kræften har spredt sig og ikke kan helbredes, og Hanne må se sin elskede sygne hen og til sidst dø, uden at hun kan udrette noget.

Sideløbende kalder en alvorlig drabssag på alle hendes ressourcer. Offeret er Doris Halvorsrud. Hun ligger halshugget på dagligstuegulvet, medens ægtemanden sidder i lænestolen, lammet af chok. Ægtemanden er statsadvokat ved bagmandspolitiet. Han kan, da han kommer til hægterne, identificere morderen - der er blot den hage ved det, at den, han udpeger, tilsyneladende druknede sig selv få dage før mordet på Doris. En række indicier hober sig op mod den plagede statsadvokat, og der er almindelig overbevisning om hans skyld - Hanne er ene om at tvivle på, at en kompetent mand i netop det job ville gebærde sig så tåbeligt, hvis han ville begå et mord. Hun må overveje, om der er tale om et set-up.

Mystikken bliver tættere, da også en journalist - med speciale i erhvervsøkonomi - likvideres. Det sker endda i kælderen til den ejendom, hvor den formodede selvmorder boede. Han var forretningsmand, men gik ned med sin virksomhed, da bagmandspoliti og presse begyndte at interessere sig for hans aktiviteter. Hans lig findes nogen tid efter i havet, for sent til at dødstidspunktet kan fastslås med sikkerhed. Der er en forbindelse mellem ham og på den anden side statsadvokaten og journalisten. Men den konstruktion er for svag til at forklare i al fald mordet på journalisten - her finder Hanne til gengæld spor, som peger i en helt anden retning.

Plottet har mange tråde, som undervejs vikles ud i en forbilledlig opklaring. Hannes private historie fylder nok for meget. Den er tilsyneladende væsentlig for Anne Holt, men mindre engagerende for læseren. Mordhistorien - eller mordhistorierne - er til gengæld krimi på det høje niveau. Præcis fortalt. Spor og indicier fremlagt logisk i den orden, politiet finder frem til dem. Spændingen doseret med dreven omhu.

Det er svært at forstå, at vore norske venner ikke nominerede denne fremragende krimi til den skandinaviske glasnøglepris. Den havde været en stærk kandidat. Det er i skrivende stund ikke oplyst, om romanen bliver udsendt i en dansk udgave. Det er ikke bydende nødvendigt, den er let læst på det klassiske norske, Anne Holt betjener sig af. Og det er bestemt ulejligheden værd at skaffe den frem.

Dansk Gyldendal udsendte i 2000 en dansk udgave med samme titel. Ilse M. Haugaard stod for oversættelsen (412 sider, 278 kr.)