Evan Hunter & Ed McBain: Candyland. Oversat af Michael Alring efter “Candy-land” (2001). Peter Asschenfeldts nye Forlag 2001. 276 s. 295 kr.

Historien (eller er det blot legenden?) vil vide, at Salvatore A. Lombino i oktober 1926 så dagens lys i en slumlejlighed i den italienske del af Harlem. Drengen ville være forfatter, og til den ende udskiftede han i 1952 sit italienske navn med det mere amerikansk klingende Evan Hunter. Ambitionen var at levere socialrealistiske, indignerede romaner, og faktisk opnåede han i 1954 international anerkendelse af “Himlen bag de knuste ruder” om omsorgssvigtede teenagere i en ungdomsskole i New York. Succesen holdt ikke, da han drejede sine historier i retning af det psykologiske. Det er dog blevet til ca. 30 bind, i de sidste mange år som regel i eller på kanten af thrillergenren. På dansk findes en halv snes af bøgerne. Måske bør det også noteres, at det var Evan Hunter, der leverede manuskriptet til et par af Hitchcoks film, bl. a. “Fuglene”.

Sit virkelige gennembrud oplevede forfatteren under pseudonym. Som Ed McBain søsatte han i 1956 en serie kollektive politiromaner, en subgenre han vel ikke opfandt, men hvor det dog blev hans koncept, som kom til at præge det næste halve århundrede. Hverken de mange TV-serier om døgnets skæve gang på en politistation eller Sjöwahlöös “Roman om ett brott” havde været tænkelige uden McBains forlæg. Starten var 12 bind, oprindelig ud-sendt som pockets (og på dansk ilde behandlet i forskellige kioskserier). Der er til dato kommet godt 50 romaner om Steve Carella og han kolleger på Station 87 i en navnløs østamerikansk storby, der kan minde forbløffende om New York. En overgang truede serien med at udarte i afsporet sex og depravation (“Calypso” fra 1979 er det mest ubehagelige eksempel), men den - man må vel sige “tilbøjelighed” - valgte McBain at give afløb for i en særskilt serie om Florida-advokaten Matthew Hope. Her har han skrevet 13 romaner, byg-get op som fordrejede genfortællinger af klassiske eventyr, henlagt til nutidige amerikanske miljøer (f. eks. Askepot som nymfoman, ondskabsfuld golddigger med de naive, velmenen-de stedsøstre som værgeløse ofre). Hovedparten af begge serier og en håndfuld enkeltstående “McBain-bøger” findes på dansk.

For at det ikke skal være løgn, har Evan Hunter betjent sig af yderligere mindst fire pseudonymer. Arks og Winthers forlag har herhjemme bragt (usselt barberede) oversæt-telser under forfatternavnene Richard Marsten og Curt Cannon, og en af de danske “McBain-romaner” er i USA udsendt under pseudonymet Ezra Hannon. Den danske udgivelse fra Hunters “botega” nærmer sig 80 bind, værkstedets samlede produktion har passeret 130. Vi taler om en flittig mand, en mand med kommerciel succes og - i al fald når det gælder suiten om Station 87 - en fremragende kriminalforfatter.

Det er forståeligt, at den ældre herre nu vil lege lidt. I romanen “The Last Best Hope” (1998 - foreløbig ikke oversat) kontakter Matthew Hope Station 87. Og nu foreligger så en bog, der anfører to forfatternavne: Evan Hunter og Ed McBain. Forfatteren spiller firehændigt med sig selv!

Bogen hedder “Candyland”, og den falder i to afsnit. De første seks kapitler beskriver den 43-årige Los Angeles-arkitekt Benjamin Thorpes nat efter et forretningsmøde i New York. Ben er besat af sex, han forsøger hvad som helst for at få noget på den dumme, afsluttende med et katastrofalt besøg på en massageklinik - og derpå nødtørftig rekreation hos en tilfældigt forbipasserende luder. Det er en muligvis meget præcis, men frastødende skildring af et skvat i panikalderen, og en rørstrømsk fremstilling af nutidens svar på den barmhjertige samaritan. Mere pornografi end psykologisk studie.

De følgende ni kapitler lægger ud som god, traditionel politiroman. En pige fra klinikken findes myrdet - voldtaget, mishandlet og kvalt. Vi følger kriminalassistent Emma Boyles og hendes kollegers arbejde gennem opklaringens første døgn, de rutinemæssige afhøringer af folk “i miljøet”, af vidner etc - alt sammen med Ben som hovedmistænkt. Det står længe i stampe, men slutter så abrupt med en uvarslet løsning, som ærlig talt ligger under forfat-terens værdighed.

Evan Hunter kan meget, ellers havde man lagt første dels “sociale reportage” fra sig efter højst tyve sider. Ed McBain kan endnu mere, når det gælder politiroman. Stilen fra historierne om strisserne på station 87 er bevaret i anden halvdel af “Candyland”, rationalet og spændingen desværre ikke. Det er for mange genbrug af forløb, McBain har skrevet bedre tidligere. Samlet er det ikke til at se en grund til at anføre begge forfatternavne på denne temmelig ligegyldige roman.

Som svoren fan af McBain ventede jeg mig det bedste fra to verdener. Jeg fik hverken fugl eller fisk. Omend andendags, opvarmet McBain naturligvis hævder sig pænt, hvis anretningen sammenlignes med øjeblikkets masseproducerede politikrimier fra folk, der nok har fornemmet McBains melodi, men ikke har hans stemmepragt.