Arnaldur Indriðason: Stemmen. Oversat af Kim Lembek efter ”Röddin” (2002). Forum 2006. 316 sider, 299 kr.

En kold decemberdag kaldes Erlendur fra kriminalpolitiet i Reykjavik sammen med kollegerne Elinborg og Sigurdur til et mondænt hotel. Hotellets dørvogter og altmuligmand er fundet dræbt i det kælderrum, der igennem en snes år tjente som hans ydmyge bolig. Han er stukket ned midt i en kønsakt, og synet af liget er des mere bizart, som han er iført fuldt nisseudstyr. Han skulle om eftermiddagen optræde som julemand til glæde for børnene i hotellet.

Tilsyneladende kendte ingen nærmere til den myrdede Gudlaugur. Ingen venner, og trods de mange års tjeneste ingen fortrolighed med arbejdskammerater. Hans eneste slægtninge er en invalid, firsårig far og en arrogant storesøster. De havde i årevis ikke haft kontakt med ham, og de er aldeles ligeglade med hans triste endeligt.

Romanens handling er Erlendurs langsomme afdækning af, hvem og hvad Gudlaugur var. Det er en barsk historie om en mand, der blev berøvet sin barndom – en skæbne, som på en måde også er Erlendurs egen, ligesom den genspejles i Erlendurs datters liv. Tristessen bliver næsten uoverkommelig, der er intet lys, ingen trøst. Opklaringen til sidst er ikke en forløsning, men et deprimerende dyk ned i forspildte chancer, knuste drømme og fortabelse.

Indriðason har vundet internationalt ry. Han er den eneste, som to gange har modtaget Det Skandinaviske Kriminalselskabs ”Glasnøgle”, og han har hentet en førstepris fra det britiske kriminalakademi. ”Stemmen” bekræfter hans usædvanlige talent som plotlægger og som skildrer af møjsommeligt, inspireret politiarbejde. Fuld honnør for det.

Det er så antagelig en brist i modtageapparatet hos denne læser, at romanen alligevel ikke tænder. Det desillusionerede syn på alt og alle, den dystre tone og de fortvivlende skæbner bliver bare for meget. F. eks. et snapshot fra et barns begravelse, hvor Erlendur og hans nærmeste beskrives: De fire personer kunne næppe stå længere væk fra hinanden, en splittet gruppe, som kun havde livets modgang til fælles.

Kriminallitteratur af høj klasse? Ja! Underholdning og spænding? Nej og atter nej!