Viktor Arnar Ingólfsson: Flatøgåden. Ikke udgivet på dansk. Prøveoversættelse ved Kim Lembek efter ”Fleteyjargáta – Glæpsaga” (Reykjavik 2002). 284 sider.

Flatø er en lille ø (1 x 2 km) med kun godt et halvt hundrede indbyggere. Den ligger i skærgårdsområdet vest for Island, og dens berømmelse stammer fra ”Flatøbogen”, det mest kendte og omfattende af de islandske skindhåndskrifter, hvor flittige munke i 1300-tallet har nedfældet sagatekster og andet godt. Manuskriptet var kun en kort stund på Flatø, før det blev skænket til den daværende danske konges raritetskabinet, så betegnelsen er en smule tilfældig. I dag findes en faksimileudgave på stedet – ifølge Ingólfsson opbevaret på øens beskedne bibliotek sammen med ”Flatøgåden”, en spørgeleg, opfundet i 1870’erne af et par kvikke islandske studenter. Den, der kender de middelalderlige skrøner, kan få en række bogstaver frem. Den kyndige skal så ved hjælp af en sindrig labyrinttegning ændre det anagram til en meningsfuld sætning.

Ingólfssons krimi – der for Island kandiderede til den fælles skandinaviske pris Glasnøglen i 2004 – har en yderligere gåde. På et skær noget fra Flatø finder nogle fiskere en forsommerdag i 1960 skeletdele af et menneske, en mand der på mystisk vis er endt derude og tilsyneladende er gået til i kulde og sult. Sysselmandens unge assistent, juristen Kjartan, sendes til øen, og det viser sig at være en celeber sag, for der er tale om resterne af den lærde professor Gaston Lund, som var en anset forsker i oldnordisk filologi ved Københavns Universitet. Han er forsvundet året før, og ingen anede, at han var taget til Island. Så sættes mere mandskab ind, og da yderligere et mistænkeligt dødsfald indtræffer, mobiliseres endog et par kriminalfolk fra Reykjavik. Både Kjartan og øens unge læge Johanna havde en forbindelse til de to døde – de mistænkes naturligvis, men der er måske en tredje forklaring.

Som krimi er det ikke ophidsende. Spor og vildspor kommer først frem i romanens sidste femtedel, og Ingólfsson gør ikke ret meget ud af det. Flatøgåden fylder til gengæld en del – uden at man helt forstår, at den studentikose joke skulle udfordre en forsker af Gaston Lunds kaliber (eller hans tidligere kollega, Johannas far, der netop er død af cancer på øen). Ingólfsson har valgt at skrive en kulturhistorisk studie, der ganske engagerende fortæller om livet for et halvt århundrede siden i en tilbagestående islandsk udørk. Historien lyses op af saftige citater fra de gamle sagatekster og af den præcist tegnede stemning, dengang alle patriotiske islændinge fordrede håndskifterne tilbage fra deres eksil i København.