P. D. James: Gejstlig død. Oversat af Ulla Warren efter ”Death in Holy Orders” (2001). Forum 2002. 421 s. 329 kr.

Kriminalinspektør Adam Dalgliesh opklarer denne gang et brutalt mord på en provst. Det er begået i den kirke, der hører til et enligt beliggende teologisk fakultet, forbeholdt den mest traditionelle del af den engelske statskirke. Der er et dusin personer, der har haft mulighed for at begå udåden, og da Dalgliesh og hans medhjælpere dykker ned i de enkelte livshistorier, viser det sig, at adskillige af dem også har haft et motiv, en grund til at fritage samtiden for den emsige provsts udfoldelser. Langsomt afsløres også, hvad der var forklaringen på tre andre mistænkelige dødsfald, der så at sige garnerer det brutale mord.

Endnu en gang næsten måber man over forfatterens evner som plotlægger. De mange (urealistisk mange) handlingstråde er filtret ind i hinanden, men efterhånden som de redes ud, er sammenhængen præcis, og der er ingen overflødige brikker i puslespillet. P. D. James får også mulighed for et vise sine evner til at karakterisere de enkelte personer, og da de næsten alle er interessante, er det deres historier nok så meget som plottet, der fascinerer læseren og gør det til lidt af en skuffelse, at romanen ”kun” er på 420 sider.

Forfatterens sigte er dobbelt. Hun vil skrive en bragende god krimi – og den triumf tager hun overlegent hjem. Men hun vil også polemisere. Helt bevidst er bogen bygget op over den krimiskabelon, der normalt henregnes til tiden mellem 1900-tallets to verdenskrige. Præsteskolen har til huse i et monstrum af et victoriansk herresæde, langt fra de nærmeste naboer og effektivt isoleret fra omverdenen den stormfulde oktobernat, hvor provsten møder sit endeligt. Plottet rummer alle de velkendte ingredienser: Hvem er arving til den formue, der frigøres, hvis fakultetet nedlægges? Hvem var far til den unge student, der er vokset op på ejendommen, hvor hans mor efterlod ham kort efter hans fødsel? Hvad var det for en hemmelighed, som den gamle sygeplejerske med det svage hjerte kom i tanke om, da gartneren forærede hende et bundt nyhøstede porrer, løseligt rullet ind i dagens avis? Etc. etc. P. D. James formelig fremturer. Det smager mere af vintageårgangene end den portvin, som serveres efter fakultetets excellente middag. Og der er ingen tvivl om prioriteringen. De højkirkelige traditioner og overklassemanererne repræsenterer idealet, provsten en moderne trend, som ikke blot fladkirkeligt vil skabe en forbindelse mellem evangelium og samtid, men som vil afvikle ikke-rentable institutioner som fakultetet og sælge ud af malerier, sølvtøj og pragtmøbler for at finansiere socialt arbejde og anden kristelig emsighed. Provstens synspunkter og anliggender vil antagelig ved nøjere eftertanke forekomme de fleste læsere at være fornuftige og velbegrundede – i P. D. James’ optik er han en utålelig fredsforstyrrer.

Romanen slår et gevaldigt slag for en fortid, der stort set er borte. Det véd P. D. James naturligvis godt. Ejendommen blev oprindelig bygget et par kilometer inde i landet, men nu er der en storslået udsigt over det hav, der i løbet af et par hundrede år har eroderet kysten, og som inden for en overskuelig tid vil tage herresædet med. Dalgliesh nøjes heller ikke med sin nobelt sørgmodige poesi. Det er en DNA-analyse, der sikrer ham det juridisk gyldige bevis, da han har indkredset morderen.

Svanesang? Måske. Men musikken er god, meget god endda. Nyd den!