P. D. James: Mordsalen. Oversat af Ole Steen Hansen efter ”The Murder Room” (2003). Forum 2004. 402 sider, 299 kr.

Der er intet ved mord, som er privat. Intet. Det fastslår kriminalinspektør Adam Dalgliesh, da han omsider kan afsløre et vigtigt vidnes skammelige hemmeligheder, og naturligvis afkræves et løfte om diskretion. Et løfte, han ikke kan give.

Historien handler om de mennesker, der er knyttet til et privat museum om mellemkrigstiden, periodens litteratur, malerkunst – og de mord, der blev berygtede. En særskilt sal på museet rummer en samling af mere eller mindre makabre relikvier fra de sager. Museet ligger i en fornem patriciervilla i Londons udkant, dets ledelse er de tre arvinger efter museets grundlægger, og den daglige drift forestås af få ansatte og enkelte frivillige entusiaster. Stemningen er ikke god, for en af arvingerne vil ikke være med mere. Han kræver virksomheden nedlagt, samlingerne overført til andre museer og den investerede kapital frigjort. Det skal være slut med nostalgisk fordybelse i en periode, der ligger mere end 70 år tilbage i tiden.

P. D. James give sig god tid til at levendegøre sine personer og det valgte miljø. Først side 123 begynder krimien, da en af arvingerne møder en i sandhed grusom død. Både det drab og et efterfølgende er ledsaget af overtoner, hentet fra et par spektakulære mordsager fra trediverne og dermed knyttet til museets udstilling.

Dalgliesh og hans lille stab fra Scotland Yards særlige afdeling for ”følsomme sager” sættes på opgaven, fordi en af de implicerede i al anonymitet er en vigtig medarbejder i efterretningstjenesten. Og det er kun en enkelt af de talløse hemmeligheder, som de kompetente politifolk må trevle op. Der viser sig en del forskelle mellem de pæne borgeres velholdte facader og de mennesker, som lever og udfolder sig bag facaderne! Mord er en forbrydelse, der bringer forurening med sig.

Alle motiver til mord kan rubriceres under lidenskab, liderlighed, langfingrethed  og lede. Du får at vide, at det farligste af dem er lede. Det skal du ikke tro på. Det farligste er lidenskab. Den lektie lærte Dalgliesh som ung rekrut i korpset, og teorien viser sig nok en gang at holde stik.

Det er klassisk engelsk krimi, så det gør noget. Og det er konstant underholdende, personerne er interessante og overbevisende, og sporene er loyalt lagt ud, også det afgørende, som naturligvis overses. Kvaliteten viser sig i, at de 400 sider (desværre) er hurtigt læst – modsat mangen fodslæbende ”moderne” krimi, hvor det halve antal sider kræver den tredobbelte tid.

Det kan næppe gøres bedre. Anbefales!