KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Anna Jansson: Alle de stille døde. Oversat af Michael Krefeld efter ”Alla de stillsama döda” (2001). Fremad 2003. 264 side, 298 kr.

Kriminalinspektør Maria Wren er en i tiden typisk kvindelig hovedperson i en svensk krimi – lidt for typisk. Hun er ung, køn og kvik, og hun ejer den evne til medfølelse, som de mandlige kolleger savner. Og så er hun uhjælpeligt viklet ind i en uløselig konflikt mellem det krævende job og familielivet med to småbørn og en lidt virkelighedsfjern ægtemand, der måske ikke er ganske pålidelig.

Maria tager sig moderligt af en fortvivlet kvinde, der anmelder sin mand forsvundet og synes helt ude af stand til at tage vare på sig selv. Sympatien fastholder hun, også efter afsløringen af at manden ikke er så savnet endda. Mest tid må hun dog bruge på mordet på en gammel fisker og det mulige mord på en ung narkoman, der var nabo til fiskeren. Der viser sig en forbindelse. Narkomanen har afpresset den forvundne mand for betydelige beløb. Hvad er hemmeligheden?

Svaret på det sidste spørgsmål er ikke overraskende, hvis man husker Sherlock Holmes’ glansfulde præstation i ”The Adventure of the Crooked Man”. Maria bliver klar over, at der er en yderligere hovedperson i dramaet omkring den forsvundne, men det lykkes hende ikke i tide at gennemskue, hvem det drejer sig om. Og pludselig er det for sent – Maria overfaldes, slås ned og spærres inde. Måske vil hun forsvinde lige så makabert, som gerningsmanden har skaffet sig af med sit første drabsoffer.

Slutningen er en ganske spændende thriller – også i kraft af den originale måde, hvorpå det lykkes Maria at sende et signal til omverdenen. Derimod er der desværre ikke megen efterforskning eller sporsøgning – plottet bliver ikke opklaret af politiet, men fortalt af forfatteren. Den feministiske jammer over Marias mange byrder undgår ikke at blive en smule skinger, og det er ikke muligt for læseren at tro på, at den svenske stat har forholdt sig passivt til (og hurtigt glemt), at en svensk FN-soldat på Cypern for en snes år siden forsvandt i et tyrkisk fængsel, muligvis på baggrund af en falsk anklage.

Dusinvare.