Matti Yrjänä Joensuu: Harjunpää ja pahan pappi (2005). Svensk oversættelse: Harjunpää och djävulens präst (2006).

Joensuu er det stærke navn i finsk kriminallitteratur. Den nu 58-årige forfatter begyndte i 1976 en serie med politimanden Timo Harjunpää som gennemgående hovedperson. Titlen på første bind angiver den synsvinkel, der er holdt fast – ”Voldens tjenestemand” ville den lyde på dansk. Harjunpää afskyr volden, men han forstår med sin veludviklede empati udmærket, hvad den kommer af. Og grobunden for ondskab og brutalitet er frugtbar i det Finland, Joensuu beskriver. Social elendighed, børn, der på det mest hårrejsende svigtes af deres forældre, kærlighed, som ikke besvares og derfor ikke kan vare ved.

Det bedste, Joensuu kan tilbyde sine personer, er en stille, resigneret melankoli. Den kan give stoisk ro, medens tragedierne folder sig ud og katastrofen lurer om næste hjørne. Vel at mærke ofte en anden ulykke end den, læseren forventede. Sammen med den påtrængende realisme og den præcise psykologi skaber det spænding (eller snarere enerverende nervøsitet), og læseren holdes fast. Man véd, at det vil ende skidt, men for hvem og hvordan? Og hvor meget kan Harjunpää og hans kammerater nå at afbøde?

Hovedhistorien i den foreliggende roman handler om en rablende sindssyg teolog, der nu dyrker sin selvopfundne guddom Maammo. Det er en krævende gud, der ønsker ofre, og dem leverer galningen så, når han skubber et tilfældigt menneske ud foran et frembrusende metrotog. Alt imens han samler viden og teknisk indsigt til at konstruere den bombe, der endeligt skal tilfredsstille Maammos blodtørst. Der går nogen tid, før politifolkene forstår, at der er tale om en vanvittig seriemorders værk og ikke om hændelige uheld eller selvmord. Og så har de meget lidt at arbejde med, selv om de mange overvågningskameraer leverer spredte optagelser. Den gale har hver gang maskeret sig på en ny måde, ofte som kvinde. Og hans motiv kan der kun gisnes om.

Fortællingen følger hyppigt knægten Matti, der bliver groft mobbet både i skolen og hos sin mor og papfar. Måske vil den gale adoptere ham og så bruge ham som det sønneoffer, der hører sig til i enhver sinister religion. Eller måske kan Mattis far nå at redde drengen. Faderen er blevet et ordentligt menneske, en anerkendt forfatter, men samtidig et forskræmt, nederlagstynget individ, grundigt knust af sine forældre – en sak hade men inpräntat i honom under barndomen: ”Du är inte värd att älskas”.

Joensuu er fremragende. Og så fortvivlende, deprimerende og knugende, at det næsten ikke er til at holde ud. Eller rettere: Slet ikke er til at holde ud. Det gælder den foreliggende roman, og det gælder de fire bind, som findes på dansk, to fra Gyldendal sidst i 1980’erne, to fra Klim midt i 1990’erne.

Matti Joensuus roman vandt på hjemmebanen prisen Johtolanka-palkinto som årets bedste finsksprogede krimi, og den er nomineret som finsk kandidat til Det Skandinaviske Kriminalselskabs pris Glasnøglen for 2006. Den er her læst i en foreløbig version af Ann-Christine Relanders kommende svenske oversættelse.