Ævar Örn Josepsson: Blodbjerget. Oversat af Áslaug Th. Rögnvaldsdóttir efter “Bloðberg” (2005). Book Proof Copy – bebudet udsendt 2007 af Aschehoug.

Scenen er det igangværende byggeri af det, der skal blive Islands største kraftværk. Et kæmpemæssigt reservoir opføres på Kárahnjúkar i de svært tilgængelige fjelde østligst i Island, med tiden for at danne en sø på 57 kvadratkilometer bag en 200 m høj dæmning. Den budgetterede pris er 5,5 mia. da. kr., men rygter taler allerede om ekstraudgifter på mindst 3 mia. da. kr. Mere end 1.000 mennesker er beskæftiget ved arbejdet, blandt dem mange fremmedarbejdere fra Portugal, Italien og Kina. Projektet har udløst en bitter debat i Island – nogle mener, at vigtige naturværdier for evigt sættes over styr, og at det er en helt gal energipolitik, ikke mindst i Island, hvor en varig ressource som jordvarme tilbyder et naturligt og rent alternativ. Andre mener, at kraftværket er en uomgængelig nødvendighed i Islands sene industrielle udbygning.

Historien i Ævar Örn Jósepssons roman begynder lørdag morgen den 27. februar 2005. Det er isnende koldt, strid vind og snefygning sletter alle spor så hurtigt som de sættes. Både islændinge og fremmede fryser, så det knager. En klippekam højt over en af byggepladserne skrider ud, og bjergskredet dræber seks mennesker og sårer et syvende alvorligt. Netop den morgen var en gruppe chefer og eksperter på inspektion, så dødslisten tæller topfolk både fra energistyrelsen og fra den italienske virksomhed, der er hovedentreprenør på byggeriet.

Men var det et uheld, måske befordret af en sjusket og alt for optimistisk vurdering af klippernes styrke? Eller er der – som den feberforvildede overlevende vil vide – tale om et attentat, en eksplosion? Og hvad er i så fald motivet? Terror iværksat af ekstreme miljøaktivister?  Et overlagt drab på en af de syv, der blev ramt? Eller noget tredje?

Indsatsgruppen fra politiet i Reykjavik – der kendes fra Josepssons tidligere romaner – sendes til Kárahnjúkar. Og så er der hurtigt alt for mange modsigende muligheder at holde rede på. Mails med trusler fra den ukendte ”grønne armé” (der måske har forbindelse til Tysklands hedengangne Rote do). Trafficking, hvor der blev sørget for prostituerede fra adskillige lande til at servicere de mange mænd på den isolerede byggeplads. Folk, der tilbød narko til at fordrive modløshed og kedsomhed. Rivalisering mellem italienske og islandske chefer. Frustrerende opgør mellem fællestillidsmanden og den lejlighedsvis lidt for smarte ledelse. Etc.

Trods alt for mange ture rundt i den golde vildmark er det en spændende skrøne, men også en forvirrende krydsning af flere plots. Der skiftes idelig mellem de forskellige handlingstråde, og det er flere gange svært at følge med. På debetsiden er det også en smule skuffende, at den endelige opklaring beror på, at den ansvarlige melder sig selv – det får så stå hen, om det er hele sandheden han fortæller. Chefen for indsatsgruppen har i al fald sine tvivl, men kan ikke komme videre.

For en dansker er beskrivelsen af den magtfulde natur ikke så lidt af en oplevelse. Også det ”mentale miljø” er interessant, det kontroversielle projekt og de økonomiske, prestigemæssige og fagpolitiske interessers brydning. Med de kvaliteter kan romanen anbefales.    

”Blodbjerget” er nomineret som islandsk kandidat til 2007-prisen for bedste skandinaviske spændingsroman. En dansk udgave forberedes af Aschehougs forlag