Mons Kallentoft: Marbella Club. Oversat af Michael Krefeld efter ”Marbella Club”
(2002). Fremad 2003. 297 sider, 298 kr.

300 romansider uden en egentlig historie – det er drøjt. Bogens røde tråd er tynd: Et ungt kærestepar må stikke af fra St. Petersborg efter et sammenstød med nogle gangstere. De ender i Spanien, hvor de langsomt går til grunde i snavs og elendighed, henvist til usselt betalte jobs og lurvet kriminalitet, hun til sidst til prostitution. Det bliver fatalt, da hun ramler ind i en pervers, svensk født forretningsmand fra et belgisk finansieringselskab. Selskabet, der er vel vant ved lyssky aktiviteter, står imidlertid bag sin mand, og politiet er ikke alt for engageret i drabet på en russisk luder. Kæresten vil følge op, et stykke vej bistået af den hæderlige sikkerhedschef fra det luksushotel, hvor pigen mødte sin skæbne. Dermed bliver den unge mand både jæger og jaget, og naturligvis står han i den afsluttende scene med begge roller.

Mere er der ikke. Den spinkle historie peppes op ved at blive fortalt i et tilsyneladende rod. Lutter korte afsnit, stor set kun hovedsætninger, ofte endda sætninger på blot ét eller to ord. Hastige klip, flimmer, staccato og hammerslag – men mor, mor, hvor er mine udsagnsled? Blandet, så læseren lejlighedsvis er i tvivl om både tid og sted. Det skaber selvsagt mystifikation, men man savner den mystik, som Kallentoft ikke leverer. Og man føler sig snydt, når der kun er få, anæmiske tilløb til efterforskning og sporsøgning.

Sjælsrå kynisme og (med sikkerhedschefen og hans kreds som undtagelser) lutter frastødende eller rent ud modbydelige personer. Lige lede, hvad enten det gælder det sølle kærestepar, den afstumpede mafia eller de amoralske forretningsmænd. Et samtidsbillede, der er ved at være kliché i øjeblikkets sorte film og action-romaner.

Ind imellem små doser af prætentiøs fabuleren, som når den unge mand vil fastholde billedet af sin tabte kærlighed: Og så længe jeg går her, vil nogen mindes, vil du findes. Så længe jeg taler, vil fortællingen forme sig, og dine og mine og alle andres veje frem og tilbage og til siden vil skabes og genskabes, og den, som lytter nøje, vil kunne høre de fortællinger. – Vel, undertegnedes hørelse rakte ikke så langt.

Thriller? – tjah. Læseværdig? En smagssag. Brækmiddel? Muligvis.