Joseph Kanon: Den gode tysker. Oversat af Lene Gulløv efter ”The Good German”
(2001). Lindhardt & Ringhof 2002. 493 sider, 349 kr.

”En førsteklasses historisk thriller. På samme tid en mordhistorie, en fængslende kærlig-hedshistorie og et fascinerende portræt af en unik tid og et enestående sted”. Alt det lover forlaget på omslagets bagside. Det sidste er sandt nok. Handlingen udspiller sig i Berlin juli-august 1945. Den amerikanske topjournalist Jake Geismar vender tilbage sammen med besættelsestropperne. Han arbejdede i Berlin, indtil USA kom med i anden verdenskrig. Nu skal han skrive om de fire stores konference i Potsdam og om den udbombede hovedstad. Der er ikke meget, han kan kende igen. Hele gader er forsvundet, alt er dækket af knuste sten, de sten som engang byggede en metropol. Det smudsige støv og stanken fra lig, der endnu ikke er bjerget, fuldender billedet af katastrofen.

Geismars private og vigtigste ærinde er den smukke Leena, som var hans elskerinde. Han vil have hende med hjem til Amerika, og han finder hende naturligvis – men også hun er offer for de uhyrligheder, der er indtruffet i de fire år siden de skiltes. Hendes mand, matematikprofessoren Emil, er forsvundet fra et fængselslignende slot, hvor de amerikanske tropper har samlet videnskabsmændene bag Hitlers raketter. Deres viden og kunnen er den eneste ”krigs-skadeserstatning”, som den amerikanske regering begærer. De skal bygge de missiler, der skal sikre USA under en mulig kommende konfrontation med Sovjetunionen.

Geismar møder også andre af de kammerater, som han arbejdede sammen med for fire år (eller fire århundreder) siden. Han har sin spejderagtige amerikanske idealisme, men den rækker ikke til, når det gælder mennesker, der har været presset derud, hvor alt handler om det elementære: At overleve. Det er han klog nok til at forstå. Han kan også forstå, at Emil og de øvrige folk i Werner von Brauns stab måtte skabe det våben, der skulle knuse London – og var tæt på at gøre det. Men han kan ikke tilgive de kølige kalkuler, som Emil udarbejdede for at finde det optimale kryds mellem kaloriebehovet hos raketprojektets slavearbejdere og den tid, de gennemsnitligt behøvede at overleve. Vil du forstå, hvad der skete i Tyskland? Hvordan kan man forstå et mareridt? Hvordan kunne jeg gøre det? Hvordan kunne de gøre det? Man vågner op, og man kan stadig ikke forklare det. Man begynder at tro, at det måske aldrig nogen sinde skete. Replikken er lagt i munden på en ung jødisk kvinde, der dengang arbejdede i Geismars kontor, og som overlevede Holocaust ved at bistå Gestapo med at afsløre jøder, der levede under jorden i Berlin.

I de amerikanske styrker er der folk, der benytter lejligheden til fed fortjeneste på den sorte børs, og såmænd også muligheden for at sælge attestation af anstændig adfærd til tyskere, der vil slippe uden om en straffesag for de handlinger, de vitterlig begik. En amerikansk officer myrdes, og Geismar beslutter at opklare og skrive den historie. Det er romanens spinkle røde tråd.

Jo – det er sådan set spændende. Det er sådan set en smuk, lidt sentimental kærligheds-historie. Det er sådan set et interessant tidsbillede. Men det er alt sammen så ublufærdigt kalkuleret, så syntetisk doseret. Man læser, stadig mere distraheret medens spændingen halser frem gennem de femhundrede sider. Det virker, som om romanen ikke blot er skrevet på en computer, men også skrevet af en computer. Et udmærket program, der nøje har vidst, hvornår der skal serveres lidt action, lidt sex, lidt brutalitet, lidt politisk suspense, etc. Godt gået – og aldeles uengagerende.