Lars Kepler: Hypnotisøren. Oversat af Jesper Klint Kistorp efter ”Hypnotisören” ( 2009). Gyldendal 2010. 585 sider, 350 kr.

Det begynder med mordene på det meste af familien Ek, far mor og yngste datter. Sønnen Josef overlever, men er kritisk såret af talløse knivstik. Han er bevidstløs, men det er vigtigt at få hans vidneudsagn – den ældste datter må være i livsfare, men kun Josef kan fortælle, hvor hun er henne. Politiet tilkalder lægen Erik Maria Bark, der tidligere har opnået resultater ved brug af hypnose. Måske kan han få kontakt med Josefs lukkede bevidsthed.

Bark bruger ellers ikke mere sin kunnen. Noget gik for ti år siden galt for en gruppe, hvor han anvendte hypnose i behandlingen af alvorlige psykiske lidelser, og han har svoret ikke at gøre det igen. Men han lader sig overtale, og det kalder så fortidens traumer frem både hos Bark selv og hos de seks, der var med i gruppen dengang - konsekvensen bliver for to af dem ond, brat død. Barks teenage-søn Benjamin, der lider af en alvorlig blødersygdom, kidnappes, og det sker måske som ”straf” for, at Bark på ny har leget med ilden.

Politifolkene, der ledes af den stovte kriminalkommissær Joona Linna, har ikke meget at gå efter i de to sager. Der er ikke tekniske spor at efterforske, og afdækningen af fortiden – et 115 sider langt, intenst fortalt indskud, der modsat den øvrige roman er skrevet i datid – giver ingen umiddelbare resultater, men tager til gengæld aldeles pusten fra plottet i hovedhistorien. Læseren har så småt glemt både massakren på familien Ek og kidnapningen af Benjamin, da handlingen omsider på ny er fremme i nutiden.

Det er en brutal bog, hvor Kepler ikke sparer på effekterne. Joona Linna beskriver gerningsstedet: Alle var stukket med kniv. Rent og skært vanvid, slemt tilredte, de var blevet sparket, slået, stukket, og den lille pige, hun var delt i to dele. Underkrop og ben lå i lænestolen foran fjernsynet. De fleste hovedpersoner er mere end neurotiske – Bark selv længe offer for et voldsomt pillemisbrug. Der er så sandelig ingen hvilepunkter, bortset fra beskrivelsen af Linna. Ham tror man på. Der er desværre heller ikke det mindste glimt af humor, og det havde ellers været velgørende.

Romanens omfang er monstrøst, det er lidt af en fysisk præstation at pløje sig gennem de næsten 600 sider. Der er ingen morale eller pointe, kun stadig flere chok. Passagevis er spændingen høj, men i en god del af den lange, lange læsetid er man temmelig ligeglad med den samling galninge. Langsomt sniger en mistanke sig ind. Forfatterparret bag pseudonymet Lars Kepler har sigtet mod barsk, hårdtpumpet underholdning – men snarere end ”hårdtpumpet” begynder glosen ”udstoppet” at tone frem på den indre skærm.

Det være en personlig mening. Flertallet af dagbladenes anmeldere mente noget andet, om end forbehold blev antydet flere steder. Alle var vel under indtryk af både det danske forlags og den svenske udgivers overvældende satsning. En række dagblade leverede benovet lange interviews med forfatterparret og stort opsatte reportager om kæmpehonorarer og om en lovende fremtid på det internationale marked m.v. Hvad markedsføringen angår, lykkedes det. Romanen er årets rekordkrimi. En notits i dagbladet Information den 25. august 2010 vil vide, at der er trykt 140.000 eksemplarer hos Gyldendal, der dermed har fået lidt kunstigt åndedræt midt i finanskrisens pressede økonomi.

”A sæjer Welbekom”! Og det er ikke venligt ment.