Laurie R. King: Narrespil. Oversat af Kirsten Nielsen efter ”To Play the Fool” (1995). Klim 1996. 249 sider, 285 kr.

Kriminalassistent Kate Martinelli og hendes foresatte, Al Hawkin, skal denne gang opklare et mord på en af de hjemløse, der lever på gaderne og i parkerne i San Francisco. Et deprimerende socialt miljø - endestationen for nogle sårbare psykiatriske patienter, der er henvist til hinandens vrisne selskab. Det eneste positive repræsenterer "Broder Erasmus" - en fra gruppen, der skiller sig ud som guru, trøster og formidler af den smule håb, der måtte være.

Erasmus udstråler den karisma, enhver politiker drømmer om. Hans stærke personlighed slår igennem, både blandt de hjemløse og når han aflægger visit på det teologiske fakultet og prædiker der. Han tale i citater fra Bibelen, Shakespeare eller anden klassisk litteratur. Han hører til de hellige dårer, hvis væsentligste funktion er at underminere overbevisninger, at så tvivl, at chokere folk, så de begynder at søge sandheden.

Erasmus véd utvivlsomt, hvad der er sket og hvem der begik drabet. Det er imidlertid umuligt at få en fornuftig forklaring fra ham, der kan indgå i politiarbejdet. Og spørgsmålet er da også, hvor stor forskellen er mellem dårens kultiverede galskab og en morderens utilsigtede vanvid. Den mest spændende del af efterforskningen er Kates bestræbelser for at opklare, hvem han egentlig er.

Laurie R. Kings roman koncentrerer sig om Erasmus (som Kate Martinellis første sag - Et farligt talent - drejede sig om en genial kunstner). Mordgåden er kun et afsæt. Den samles lidt tilfældigt op til sidst og rundes hastigt af. Det afgørende er Kates fascination af de franciskanske idealer, som Erasmus praktiserer midt i storbyen. Den fik sit navn efter helgenen fra Assisi, men byen rummer ikke noget, der minder om det Porziuncola, som var hans udgangspunkt. Den har om muligt mindre at tilbyde de lidende mindrebrødre, end det Umbrien, hvor Frans virkede.

10 pct. krimi, 60 pct. debat om livsanskuelser og 30 pct. religiøs traktat. Ingen hidsig spænding, men en venlig og klog roman, der ikke er forbeholdt Pinkertons læsere og vore ligesindede.

                                                                                                                   Trykt i Pinkerton nr. 61