Camilla Läckberg: Prædikanten. Oversat af Birgitte Bojlén efter ”Predikanten” (2004). People’s Press 2006. 368 sider, 269 kr.

For anden gang fortæller Camilla Läckberg en infam historie fra det idylliske Fjällbacka ved skærgårdskysten i Bohus Län. En ung kvinde er torteret ihjel, og da retsmedicinerne løfter liget, finder de skeletrester af to andre kvinder, som forsvandt fra den lille by et kvart århundrede tidligere. Øjensynlig blev de dræbt på samme måde – og først nu er knoglerne bragt til det sted, hvor de bliver fundet.

Den intelligente kriminalassistent Patrick Hedström og hans unge makker Martin står med en indviklet gåde. Adskillige spor peger i retning af den disharmoniske Hult-familie – sønnerne og sønnesønnerne af en karismatisk lægprædikant, som havde sin storhedstid for et par generationer siden, hvor han med bistand fra sine dengang små drenge formidlede mirakuløse helbredelser og satte en større menighed i ekstase. Lige dele berusende oplevelse af Guds nærvær og gement plattenslageri. Interessant stof, der både vedkommer plottet og giver skræmmende oplysning om det ”frikyrka”-miljø, som har været grobund for mange svenske mareridt.

Læseren har tidligt en fornemmelse af, hvad løsningen må være, men det synes længe umuligt, og et motiv er det vanskeligt at få øje på. Alt det kalder på dygtigt politiarbejde, og det præsterer Patrick og Martin. Fornem krimi, om end det er svært at føle sig helt overbevist af den psykologiske profil, der afsløres til sidst.

I Läckbergs forrige roman (”Isprinsessen”) arbejdede Patrick nært sammen med sin kæreste, forfatteren Erica Falck. Hun et nu reduceret til biperson, men optræder dog i festlige indslag, hvor hun trods sin fremskredne graviditet må opvarte usympatiske snyltegæster, indtil det bare bliver for meget. Og der er en tungsindig sidehandling, hvor Erica forsøger at hjælpe sin søster Anna, der netop er kommet ud af et voldeligt ægteskab, og straks derpå falder for en lige så stupid mandechauvinist. En lang, efterhånden lidt trættende historie, der i nogen grad kommer i vejen for den ellers så spændende handling.

Camilla Läckberg skriver elegant og let. Hun er langt fra al tungsindig svensk melankoli, og kun i beretningen om Annas affærer nærmer hun sig den skingre feminisme, som markedsføres af Liza Marklund & co. Det sker imidlertid under Ericas sunde synsvinkel. Hun har inderligt ondt af Anna, men hun fatter ikke, at søsteren ikke tager sig sammen og overtager styringen af sit liv.

”Prædikanten” er gedigen krimi, og historien er så spændende, at den næsten kan bære det monstrøse omfang (368 sider er og bliver for meget i en krimi, der burde kunne læses i ét stræk, når spændingen som her er effektiv).

Anbefales.