Stieg Larsson: Mænd der hader kvinder. Oversat af Ellen Boen efter ”Män som hatar kvinnor” (2005). Modtryk 2005. 523 sider, 299 kr.

Hovedpersonen i denne mammutkrimi er erhvervsjournalisten Mikael Blomkvist, der har vundet navn og skaffet sig fjender ved at afsløre skandaler, korruption og underslæb i toppen af svensk erhvervsliv. Han er den førende medarbejder ved et bidsk tidsskrift, hvor man er overbeviste om, at der ikke eksisterede én eneste bankdirektør eller kendt virksomhedsleder, som ikke også var en slyngel. Romanen begynder med, at Mikael er gået i en fælde. Beviserne glipper i hans afsløring af en berygtet finansmand. Han bliver idømt både bøde og fængsel for grov bagvaskelse. Mikaels selvtillid såvel som tidsskriftets eksistensgrundlag er rystede, medens skurken kan fortsætte med svindelnumre af et sådant omfang, at der ikke længere er tale om kriminalitet, men om forretninger.

Romanens store birolle er tildelt den 24-årige Lisbeth Salander. Hun er handicappet, hun lider af Aspergers syndrom, der afskærer hende fra normal social kontakt og følelser som medlidenhed og empati. Hun er under en slags værgemål, men samtidig har hun gedulgt udviklet sine talenter – en usædvanligt skarp hukommelse og et naturtalent for databasers brug og misbrug. Lisbeth er en af de mest effektive hackere i Sverige. Hun ser ud som om hun lige var vågnet efter et ugelangt orgie sammen med et slæng rockere af værste skuffe. Men det er camouflage, som det er farligt at forlade sig på. Hun har ingen hæmninger, og hun hævner sig kontant, hvis nogen træder på hende.

De to engageres af den 82 år gamle industrimatador Henrik Vanger. En hæderlig patriark fra en tidligere æra. Han er barnløs, og han havde engang udset sin niece Harriet til at arve posten som generaldirektør i Vanger-koncernen. Men for knap 40 år siden forsvandt den da 16-årige pige, og Henrik er overbevist både om, at hun blev myrdet, og om, at morderen skal findes inden for hans vidtforgrenede, lidet sympatiske familie. Koncernen blev grundlagt af hans bedstefar, og de testamentariske bestemmelser lænker de mange efterkommere sammen med hver sin uomsættelige anpart i forretningsimperiet. Samarbejdet er alles kamp imod alle.

Tøvende påtager Mikael sig opgaven. Belønningen er fyrstelig, men chancen for succes beskeden – der foreligger et kvalificeret materiale fra politiets udredning dengang og fra den opfølgning, Henrik Vanger selv har stået for i de mellemliggende år. Og så finder Michael alligevel en sprække. Dermed bliver hans efterforskning for alvor farlig.

Den slægtshistorie, han undervejs må opstille om Vangerdynastiet, afslører ikke blot de skeletter, han forventede at finde i skabene, men skinbarlige rædsler. Alle familier havde lig i lasten. Vangerfamilien havde en veritabel kirkegård. To af Henriks brødre var under anden verdenskrig engagerede i det svenske nazist-parti, og i bror Haralds fantasi kunne Auschwitz have ligget i Dalarna. Men hvor meget af disse modbydelige holdninger lever videre i klanen? Og hvad var det, Harriet havde opdaget kort før sin forsvinden?

Romanen er med andre ord flere ting. En familiesaga. En mentalitetshistorie om svensk erhvervsliv i sidste halvdel af det tyvende århundrede. Og en intelligent krimi, hvor spor omhyggeligt lægges til spor, indtil Mikael og Lisbeth kan fortælle den gamle, hvad der virkelig skete dengang. Et tilfredsstillende plot, hvor opklaringen ikke beror på held eller utroværdige sammentræf. Det er klart, at udfoldelsen af så meget stof kræver plads, men historien er over de mange sider fortalt så medrivende og med så spændende personer, at læsningen bliver nem og forunderligt hurtig.

Det er bare at fange an – en af de bedste spændingsromaner på dansk i denne sæson. Anbefales.

P.S: Stieg Larssons personlige historie kaster et vemodigt skær over læseoplevelsen. Han var journalist med speciale i højre-ekstremistiske og antidemokratiske bevægelser. I fritiden begyndte han at skrive krimier. Planen var fem romaner om Mikael og Lisbeth. Han havde i 2004 færdiggjort tre, før materialet nåede frem til et forlag. Og så døde han uventet, kun 50 år gammel. ”Mænd der hader kvinder” er således en posthum debut – der er modtaget med begejstring af de svenske og nu også de danske anmeldere. Vi kan glæde os til to bind mere. Så er det slut.

(Romanen var nomineret som en af kandidaterne til Rosenkrantz-prisen 2006)