![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Åsa Larsson: Solstorm. Oversat af Helene P. Sørensen efter ”Solstorm” (2003). Modtryk 2004. 317 sider, 299 kr. |
||||||
|
For turisterne er det nordligste Sverige midnatssolens romantiske land. For de fastboende er det vintermørkets knugende sted. Solstormene udløser de blafrende nordlys, som kan antage en næsten skræmmende karakter. Mennesker trues af depressioner, og ofte udarter savnet af lys til ekstreme synspunkter og holdninger, politisk som religiøst. Åsa Larsson har valgt at henlægge sin debutroman til et februarkoldt og dunkelt Kiruna, hovedbyen nord for polarcirklen. Til et kvælende frikirkemiljø, hvor menighedens ”stjerne”, den karismatiske Viktor, en nat ligger lemlæstet og dræbt i den overdådige kirke, som blev bygget som et resultat af hans åbenbaringer – eller hallucinationer. Viktors lægmands-forkyndelse førte de forskellige sekter sammen, så frikirken blev en slagkraftig, velfunderet institution og en magtfaktor i det afsondrede samfund. Viktors søster Sanne er i politiets søgelys. Hun hidkalder derfor ungdomsvennen Rebecka, der flygtede fra frikirkemenigheden med alvorlige sår på sjælen. Rebecka er nu ambitiøs og effektiv skatteadvokat i Stockholm, men hun lader de løbende sager ligge for at ile Sanne til udsætning. Hun er lidet velkommen i Kiruna, frikirkens ledere har intet at sige hende, de menige medlemmer forskanser sig bag kryptiske bibelcitater, og Sanne er splittet mellem sin loyalitet med sekten og sit ønske om hjælp og beskyttelse. Heller ikke hun vil fortælle Rebecka, hvad der virkelig skete. Rebecka kender som sagt frikirken og ikke mindst dens myndige førstepræst. Det er ikke svært for hende at gennemskue hykleriet og de mildt sagt grumsede økonomiske transaktioner, dens ledere har involveret sig i. Hun er en trussel, og det er næppe Guds vilje, at en frafalden kvinde skal have lov til at stille sig i vejen for bevægelsens hellige ekspansion. Det bliver farligt at være Rebecka, men det er en fejl, hvis de frelste tror, at hun er et nemt og villigt offer som f. eks. Sanne. Rebecka er handlekraftig, og det kommer de til at erfare. Romanen er mere thriller end krimi. Der er ikke meget sporsøgning og traditionel efterforskning. Til gengæld er der rigeligt med effektiv spænding, og slutningens klimaks byder på de nervekradsende chok, som desværre er en sjælden vare. Åsa Larsson vandt det svenske kriminalakademis debutantpris for romanen, og det er forståeligt. Man læser gerne mere om Rebeckas bedrifter. Anbefales.
|
||||||