KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Åsa Larsson: Sort sti. Oversat af Lilian Kingo efter ”Svart stig” (2006). Modtryk 2006, 398 sider, 299 kr.

Det begynder i det nordligste Sverige. Kulden er bidende, vintermørket ruger fortsat det meste af døgnet. På den tilfrosne sø er der placeret adskillige skure, som kan sikre læ og varme, når en fritidsfisker har boret hul gennem isen og forsøger at fange lidt aftensmad. I en af disse hytter ligger det dybfrosne lig af en myrdet kvinde, der hastigt identificeres som Inna Wattrang, informationschef i den internationale koncern Northern Explore AB.

Med lidt held og en god del kompetent politiarbejde kommer myndighederne hurtigt langt i opklaringen. Efterforskningen ledes af Åsa Larssons gennemgående hovedpersoner, den optimistiske og effektive politiinspektør Anna-Maria Mella og juristen Rebecka Martinsson, der er ved at restituere sig efter sit psykiske sammenbrud ved den uhyrlige slutning på den forrige historie. Hun arbejder nu som anklager i barndomsbyen Kiruna, hun har sin intelligens og sin fantasi i behold, men hun er endnu ikke fri af depressionens byrde.

Som sagt når de langt, men de kommer ikke længere. Koncernen er et lukket land. Dens leder er den karismatiske Mauri Kallis, der efter en forfærdende barndom i Nordsverige har kæmpet sig frem til sin position som stenrig, succesrig forretningsmand. Mauri har givtige interesser i mange lande, men er i knibe med sine betydelige investeringer i minedrift i Uganda. Den korrupte regering vil tilegne sig profitten og chikanerer effektivt både Kallis Mining og andre selskaber. Hvor langt vil de internationale finansfolk gå for at forsvare deres interesser? Hvad med at støtte landets oprørsbevægelse, der morderisk fører sig frem med en milits, som ikke mindst består af kidnappede børnesoldater?

Mere end halvdelen af romanen er helliget Mauri Kallis, hans opvækst og hans bekendtskab med det depraverede søskendepar Inna og Diddi Wattrang. De to er fra overklassen, de lever på letsind og sorgløshed (egentlig var alt harmløst i hendes øjne), og de føler sig højt hævet over opkomlingen Mauri, men nasser gerne på hans succes og glider villigt ind i hans forretningsimperium. I virkeligheden er det dog Mauri, der ikke sætter grænser for sine metoder – og hvor galt går det så, når han overskrider Innas eller Diddis (hvis Diddi da har nogen)?

Rebecka kan ane nogle forfærdende sammenhænge, Anna-Maria får tag i et hjørne af dobbeltspillet, men den egentlige opklaring må Åsa Larsson selv levere i en sinister skildring af den globaliserede storkapitals kynisme og brutalitet. Det leder frem til en blodig finale, der savner sidestykke i den seriøse del af nordisk spændingslitteratur. Selv Jan Guillou må se sig distanceret!

Det er skrevet godt, og de fleste anmeldere har været begejstrede. For denne læser gnistrer det også fortrinligt, så længe kameraet følger Anna-Maria og Rebecka. Men historien går død i de endeløse udredninger om Mauri (og især i de lange afsnit, der handler om og i passager fortælles af hans endnu mere samspilsramte halvsøster Ester – det er hende, der med bind for øjnene løber kondiløb i de tætte skove omkring Mauris gods, og på den måde finder sine ”sorte stier” gennem moradset).

Det gode er endog meget godt, men det fylder for lidt. Og det er ikke tilfredsstillende i en krimi, at opklaringen sættes i stå, så forfatteren selv må fortælle slutningen.