![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Dennis Lehane: En bøn om regn. Oversat af Erik Barfoed efter “Prayers for Rain” (1999). Lindhardt & Ringhof 2000. 378 sider, 198 kr. |
||||||
|
Forlaget oplyser, at Lehane skriver en serie om privatdetektiverne Patrick Kenzie og Angela Gennaro, der folder sig ud i Boston. Af uransagelige grunde introduceres forfatterskabet på dansk med bind fem, hvor de to midlertidig er gået hver til sit - Angela kommer dog tilbage til Kenzie i handlingens løb. Historien fortælles af Kenzie, der en februardag i 1999 opsøges af den unge, kønne og naive Karen Nicols. Hun chikaneres af en ubehagelig herre, og det er en sag, som Kenzie og hans brutale ven Bubba kan klare blot ved en omgang tæv nu og trusler om flere fremover. Færdigt arbejde. Tror Kenzie. Et halvt år senere har Karen begået selvmord - og Kenzie indser, at han ikke løste sin opgave. Som mand af ære må han finde ud af, hvad der er sket, og hans forsæt stålsættes, da han erfarer, at Karens tilværelse i hendes sidste halvår blev slået itu. Det begyndte, da hendes kæreste blev offer for en praktisk set dødelig bilulykke (eller - ?), fortsatte med systematisk nedbrydning af hendes moral og selvtillid, og endte med Karen som billig luder i et lurvet motel. Hvem er den psykopat, der ikke dræber sine ofre, men foretrækker at manipulere sådan med deres liv, at de ville foretrække at være døde? Hvad er motivet? Hvorfor vil Karens stenrige forældre ikke fortælle Kenzie deres del af historien? Kenzie mærker, efterhånden som han nærmer sig sagens kærne, at gerningsmanden er rede til at udvide repertoiret, nu for også at ødelægge Kenzies liv - med hans venner og exkærester som egnede ofre. Brutaliteten stiger og ender i et blodigt opgør, hvor den selvtægt, der lovsynges i et stort antal af øjeblikkets krimier fra USA, fejrer triumfer. Selvmorderens nødskrig er (siger en af personerne) som en bøn om regn i ørkenen - det vil formentlig sige omsonst og udsigtsløs. Men Kenzie & Co formår en del, og til sidst kan Kenzie da også mærke en antydning af regn i den allerede kølige efterårsluft. En både frastødende og fascinerende historie. Plottet er usædvanlig snedigt, endeløst forgrenet men totalt sammenhængende. Overraskelserne undervejs er mange, hver gang ubehagelige for Kenzie, stundom også for læseren. Vel fortalt, perfekt timing, masser af spænding, og krydret med gode vitser. Desværre er der skønhedspletter hvad den danske oversættelse angår, men Lehanes både brutale og sørgmodige bluestone slår dog igennem. En forfatter, der skal holdes øje med.
|
||||||