Donna Leon: Blod fra en sten. Oversat af Birgit Fuglsang efter ”Blood from a Stone” (2005). Politikens forlag 2007. 271 sider, 99 kr.

Alle Italiensfarende har set dem, de høje, smukke afrikanere, der breder deres udvalg af kopivarer ud på et tæppe på stenbroen og så tilbyder Guccis og Louis Vuittons blærerøvstasker til spotpriser. Måske er varerne oven i købet ægte. Fabrikker, der producerer til de dyre forretninger om dagen, kan tænkes at drive en nebengeschæft om natten, samme stoffer og læder, samme model og samme udførelse. Italiensk design er så mange ting!

Det er dog ikke det, som det drejer sig om, da en ung sælger bliver myrdet – formelig likvideret – midt i turisttrængslen på Campo San Stefano i Venezia. Kriminalkommissær Guido Brunetti kaldes til. For de fleste er sagen ikke interessant – det er jo ”kun” en forarmet, uinviteret fremmedarbejder. For Brunetti er et menneskeliv et menneskeliv. Han går i gang, og overraskes så af en ordre fra sin foresatte om at henlægge sagen. Den er overtaget af indenrigsministeriet (og det endda i skarp konkurrence med udenrigsministeriet).

Også Brunetti mestrer imidlertid det med design. Rapporter m.v. kan de beslaglægge (og slette i computerne i Venezia), men harddisken er i tide fornyet, og den oprindelige med alt stoffet står nu hos en af hans (få) pålidelige medarbejdere. De officielle politikanaler er det nemt at undvære – de røber kun informationer, som tjener afsendernes egne interesser. De uofficielle netværk og private venskaber er til gengæld guld værd, og dem trækker Brunetti livligt på.

Langsomt går det op for ham, hvorfor det banale mord er en eksplosiv sag. Han finder i den dræbtes gemmer en håndfuld afrikanske rådiamanter (samlet værdi hen ved seks mio. euro), og det kan næsten kun dreje sig om betalingen i en lyssky våben-for-ædelsten transaktion. Så er han oppe på et niveau, hvor det er farligt at færdes.

Man kan skuffes lidt af, at det kun lykkes Brunetti at indkredse konturerne af forbrydelsen og adressen på bagmændene. Modstanderne er de stærkeste. Hvem sad inde med en magt så stor, at den kunne tvinge en vicepolitimester i knæ? Brunetti lukkede øjnene og begyndte at gennemgå en rosenkrans af muligheder. Topkandidaterne faldt i de sædvanlige kategorier: regeringen, kirken og mafiaen. Dette lands største tragedie, funderede Brunetti, var, at de i den konkurrence stort set stod lige.

De anonyme højere myndigheder lader sagen ende med en spektakulær aktion mod folk, som de amerikanske journalister kalder islamiske terrorister – og der er ingen overlevende. Brunetti tror ikke på den skrøne. Det siger de, så snart nogen dobbeltparkerer.

Donna Leon kan sit Italien, og hun kan skrive underholdende uden at forråde sine dystre emner – denne gang både korruption og fremmedhad. De første fem romaner om Brunetti blev for nogle år siden udgivet af forlaget Forum. Nu tager Politikens Forlag over – og begynder sin udgivelse med nummer fjorten. Forhåbentlig kan både de følgende og de mellemliggende bind passes ind i det fremtidige udgivelsesprogram. Donna Leon er fremragende – hun modtog Det Danske Kriminalakademis Palle Rosenkrantz-pris i 2000 for ”Mord i fremmed land”, hvis italienske titel ”Death in a Strange Country” i al sin dobbelttydighed kunne være en fælles overskrift for hele serien.

Kort sagt: Anbefales!