Donna Leon: Dødens dragt. Oversat af Asta Smith-Hansen efter ”Dressed for Death” (1994). Forum 2000. 262 sider, 288 kr.

Det lokale politi har kun et skuldertræk til overs, da en midaldrende transvestitluder findes myrdet i et industriområde ved Mestre. Der er akut personalemangel, og det passer i vicequestor Pattis kram at udlåne kriminalkommissær Guido Brunetti fra Venezia-politiet. Det sker uden hensyn til Brunettis ferieplaner.

For Brunetti er et mord et mord, uanset offerets status. Han må en tur rundt i det lidet opmun-trende gay miljø og afhøre en række trækkerdrenge. Som på deres side for første gang møder en politimand, der behandler dem anstændigt og hører efter. Netop derfor ender det med, at han får noget at vide. Samtidig identificeres den dræbte: Han var ikke en af de løse fugle, men direktør for en mindre bank i Venezia. Ifølge hustruen var han bestemt hverken transvestit eller homofil.

Bankens største kunde er Lega delle Moralita, et højreradikalt selskab, der vil genindføre de klassiske familieværdier. Ligaen står for et prisværdigt socialt program, men hvor ender de mange penge? Papirerne er i orden. Brunetti havde heller ikke tvivlet på, at der ville være kvitteringer. Meget kunne man sige om Italien, men det var et sted, hvor alting kunne dokumenteres og det til overflod; men hvad der ofte var illusorisk, var den virkelighed, det skulle gengive.

Resultatet af Brunettis kompetente efterforskning er således alene, at han kan få en under-ordnet håndlanger dømt, medens de egentlige bagmænd er hævet over mistanke. Politiet tør naturligvis ikke lægge sig ud med indflydelsesrige samfundsstøtter, og Brunetti er ved at komme i klemme, da ligaens leder reagerer på, at der overhovedet foretages en undersøgelse. Der tegner sig en bitter udgang på sagen - indtil en stupid panser fra Mestre får held til at finde et afgørende vidne …

Donna Leon modtog Det Danske Kriminalakademis pris for den bedste krimi på dansk i 1999: Mord i fremmed land. Skønt amerikaner, kan hun fremmane Italien, så man tror på hver detalje. Hendes romaner emmer af tvetydighed, hendes plots knytter sig snævert til den mafiakorruption, som hun finder tæt under den polerede overflade. Et vidne siger om en af skurkene, at han talte som en respektabel, veluddannet mand, ikke som en forbryder. Den politiske naivitet i den bemærkning fik Brunetti til et øjeblik at tvivle på, om signor Gravi virkelig var italiener.

Et fremragende plot, støbt solidt ind i en alvorlig, vedkommende historie, der fortælles med underholdende ironi. Og bliver livsbekræftende, fordi Donna Leons Italien også omfatter redelige og humane mænd som Brunetti.

Anbefales.