Jonathan Lethem: Moderløse Brooklyn. Oversat af Søren K. Barsøe efter ”Motherless Brooklyn” (1999). Klim 2006. 251 sider, 285 kr.

Historien fortælles af Lionel Essrog – en knap 30-årig mand, der er mærket af et alvorligt handicap. Lionel lider af Tourettes syndrom. Han må konstant udføre tvangshandlinger – røre ved personer, han træffer tilfældigt, glatte en krøllet krave, gentage det han lige har gjort (helst fem gange) etc. Det hele sker med voldsomme tics og under hidsige verbale udgydelser. Ord og sætninger vrides og drejes, afsindige sproglige associationer presser sig på, og sjofelhederne falder tæt.

Lionel voksede op på et hjem for forældreløse drenge. Det var fire rødder derfra, der for en del år siden blev præsenteret for den unge forretningsmand Frank Minna. Han tog dem til sig, og de blev hans stik-i-rend-drenge, officielt i den limousineservice, som han drev, uofficielt i et detektivbureau, som gemte sig under den førstnævnte forretning. Og reelt hans håndlangere, når hælervarer og andet kriminelt gods skulle fordeles. Her var den hårdkogte Tony og den bomstærke Gilbert nok til størst nytte, men Lionel havde han taget med, mest som et underholdende element (freakshow), og måske fordi Frank midt i kynismen også havde sine fætter Fjot-facetter, de bløde punkter, der fik ham til at samle vanskabninger som mig til sig.

Galt går det så. Frank myrdes, og det er naturligvis en udfordring for ”detektiverne”, for Tony dog mest en mulighed for at tilrane sig de givtige forretninger og måske skaffe sig en placering i mafiaen. Hos Lionel er drivkraften respekten for Frank – og en opfattelse af, at det hele skal gå rigtigt til. Det viser sig, at han ikke er så dum og uskadelig endda. Han gennemskuer til sidst de dobbeltbundede forræderier og kan sikre, at både bagmanden og den gorilla, der udførte drabet (og et par, som støder til), falder i politiets hænder. På sæt og vis er vi tilbage i en urmyte – skrællingen i krogen, som de andre hånede eller overså, er i virkeligheden den intelligente fyr, der vinder slutspillet.

En dyster og mørk roman. Og en endeløs række af Lionels verbale kaskader, gakkede indfald, men ofte vittig sprogsalat. Man er uafladeligt imponeret af de mest irrelevante banaliteter, som det hedder et sted. Det må have været hundesvært at oversætte, men det er gjort godt. Man griner en del midt i bedrøvelighederne – men kører som antydet ind imellem træt.

Lethams roman vandt både den amerikanske krimiverdens førstepris og en prestigefyldt kritikerpris. Ambitionerne rækker fra socialrealistisk storbyroman a la Paul Auster til traditionel krimi i den hårdkogte tradition, hvor det er Chandler og Ross MacDonald, der har ligget forrest i Franks og røddernes litterære univers.

Bestemt værd at læse.