Eva-Marie Liffner: Camera. Oversat af Eva Glistrup efter “Camera” (2001). Fremad 2003. 231 sider, 298 kr.

Johanna Hall er professionel fotograf. Hun er enearving efter en ugift farbror, der også var fotograf, og da hun (en halv snes år efter hans død) rydder op i efterladenskaberne, finder hun nogle sære billeder, som stammer fra hans tid som lærling i London i begyndelsen af 1900-tallet. Johanna véd, at onkelen dengang havde kontakt med de mondæne kredse, der interesserede sig for spiritisme og teosofi. Hans læremester fotograferede ved sammen-komsterne, som den berømmelige Annie Besant ikke ville kalde ”seancer”, men spiritual meetings. Han havde dog næppe held til at fange en sjæl eller en ånd på en fotografisk plade.

Johanna rejser til London, og det lykkes hende at komme til at bo i det hus, hvor mrs. Besant gav audiens. Hun finder gulnede papirer og andre spor efter virksomheden, og hun kommer i kontakt med en ældre dame, der som ung var protegé hos en af hovedpersonerne. Det fortælles i jegform, men suppleres omfattende med forfatterens redegørelse (i tredje person) om begivenhederne. Den legende uhygge ved åndemaneriet viger efterhånden for nok så virkelige, ganske profane chok. Eksperimenterne standsede ikke ved bordbanken og dunkel tale i trance. Der var impliceret nogle gadebørn, som forsvandt. Var det hele blot dække for nok så slibrigt, konkret misbrug?

Der er ikke tale om, at Johanna ”opklarer” de næsten 100 år gamle uhyrligheder. Hun og Eva-Marie Liffner hjælpes ad med at fortælle om dem, og der er bevidst en række lakuner i de historier. Læserens fantasi må hjælpe med – målet er at rekonstruere nogle mennesker, men så tæt kan man naturligvis ikke komme på de længst afdøde. Der er tvetydigheder, man ikke kan gennemskue.

Stemningen kan der ikke klages på, atmosfæren er fanget ind og formidlet fint, hvad enten det gælder Johannas overvejelser i Göteborg sidst i 1990’erne, farbrors oplevelser i 1905 eller en barsk udflugt i 1937 til en udørk i Irland. Skræmmende bliver det dog ikke for alvor, dertil er det mondæne Londonmiljø 1905 for betændt, for fjernt.

Romanen opnåede flere priser i Sverige. Årets bedste spændingsroman skrevet af en kvinde, og årets bedste historiske kriminalroman. For undertegnede var det en interessant kultur-historisk studie, men knap nok en roman og slet ikke en krimi.

Værd at læse på sine præmisser.