Unni Lindell: Det 13. stjernetegn. Oversat af Alf Andersen efter “Slangebæreren” (1996). Klim 1997. 340 sider, 325 kr.

Endnu en norsk politiroman. Af nok en kvindelig norsk krimi-forfatter. De kan noget deroppe, som får den gule misundelse frem i det øvrige Skandinavien.

De drejer sig om efterhånden fire brutale mord på mænd - der måske ikke havde fortjent bedre. Cato Isaksen og de øvrige politifolk har meget lidt at gå efter. En række lovende oplæg viser sig at være vildspor. Det er tydeligt, at de efterladte ikke fortæller alt, og især ikke det væsentlige. Den oplysning vil være for ydmygende. Det bliver fire opslidende uger, før det afgørende vidneudsagn fremkommer. Og så leder det dog Isaksen til en katastrofal fejlfortolkning.

Alt sammen gedigen politiroman. Krimien er så koblet sammen med Isaksens splittelse mellem Bente og de to drenge, som han forlod for et par år siden, og på den anden side Sigrid, som han nu lever sammen med og har barn med. Isaksens selvskabte problem endevendes i alle detaljer, til sidst næsten flæbende. Og det er bare for meget.

Det er skrevet med kreativitet og elegance. Forkortet til “normal” længde kunne “Det 13. stjernetegn” være blevet en endog spændende roman.