Henning Mankell: Danselærerens genkomst. Oversat af Lena Krogh Bertram efter ”Danslärarens återkomst” (2000). Klim 2002. 415 s. 295 kr.

Kurt Wallanders saga er sat på hylden – i al fald ind til videre. Men Mankell skriver stadig politiromaner. Og løvens klo sætter sine spor så frapperende som nogensinde. Mennesker og miljøer tegnes præcist og fængslende, spændingen låser læseren fast, og de mere end 400 sider er slugt på en brøkdel af den tid, det tager at overkomme en af øjeblikkets talløse thrillers 250 sider fra samlebåndet.

Denne gang er hovedpersonerne to kriminalfolk: Den 37-årige Stefan Lindman fra Borås, der netop har fået stillet en skræmmende kræftdiagnose. Og den 43-årige Giuseppe Larsson fra Østersund, som har ansvaret for at efterforske et usædvanligt brutalt mord på en pensioneret politimand, der havde valgt at nyde sit otium på en isoleret ødegård dybt inde i Härjedalens dunkle skove. Den gamle mand er torteret ihjel, og blodsporene viser, at morderen sluttede sin udåd med at slæbe liget gennem en makaber tango!

Den dræbte var Lindmans respekterede mentor, da Lindman begyndte i korpset. For dog at have andet at tænke på i ventetiden, indtil strålebehandlingen begynder, kører han den lange vej til det tyndt befolkede indre Sverige, og han er også heldig nok til at finde nogle vigtige spor, før et nyt mord synes at kuldkaste alle teorier. Det er snart klart, at det drejer sig om nazisme. Ikke øjeblikkets stupide skindheads, der flirter med noget, de ikke fatter, men om veluddannede voksne mennesker i vigtige positioner, der nu som dengang ser Adolf Hitlers ideologi som det ene mulige bolværk mod bolsjevisme og mod indtrængende fremmede fra andre, skræmmende kulturer. Og det er folk, som man ikke ustraffet generer med nærgående efterforskning!

Der er fart over feltet, idelige overraskelser og chok. Først efter endt læsning kan man begynde at betvivle, at denne ny variant af myten om den omfattende konspiration eksisterer andetsteds end i den paranoide forestillingsverden, som Mankell dykker ned i. Ligesom man lidt ærgerligt konstaterer, at romanens lugubre, aldeles fascinerende prolog har meget lidt at skaffe med de begivenheder, der udspiller sig mere end 50 år senere. I det hele er det en smule træls at læse om nutidige forbrydelser, motiveret af uhyrligheder under anden verdenskrig. De yngste af de skyldige er nu midt i 70’erne, så forfatteren skal overbevise om et ualmindelig slidstærkt had, før man tror på, at ofrenes børnebørn rykker ud med tomahavken!

Det er gode indvendinger, men de holder ikke. Mankells bog er bare så flot! En af årets store spændingsromaner. Held den, der har den til gode!