Henning Mankell: Den femte kvinde. Oversat af Lena Krogh Bertram efter “Den femte kvinnan” (1996). Klim 1997. 509 sider, 398 kr.

Mankell fortsætter sin protest mod det, han ser som et stadigt mere voldeligt Sverige. Kommissær Wallander og hans nu uundværlige assistent Ann-Britt Höglund stilles over for tre demonstrativt brutale mord, tilsyneladende på aldeles tilfældige mænd. Hele Ystad-holdet er med, og der er vildspor nok til alle. Først sent begynder de at skimte en fællesnævner, der kan lede til opklaringen. Men kun, hvis de kan give slip på nogle vaneforestillinger, som ellers deles af alle velmenende og civiliserede mennesker.

Morderen er mere i slægt med Wallander & Co end ofrene - i al fald er de fælles om afskyen for vold. Til gengæld er nogle engagerede borgergrupper, der danner lokale vagtværn, redebonne, når tævene skal uddeles. Wallanders frustrationer vokser og vokser - et par steder på vej mod det skingre (Findes der noget, som ikke er hæsligt? svarede Wallander. Eller han tænkte, at hans arbejde i grunden ikke var andet end en dårligt betalt uudholdelighed).

Forklaringen er enkel (vistnok for enkel): Volden skabes af samfundet. Især af den foragt for hverdagsmennesker, der også var en side af den skandinaviske velfærdsmodel, og f. eks. viste sig i udbygningen af boligkvarterer, hvor de mange følte sig overflødige eller direkte uvelkomne. En god vilje, der ikke er iklædt fornuft, fører til større katastrofer, end de handlinger, der bygger på dårlig vilje eller dumhed.

Temaerne i Den femte kvinde er for store dele en gentagelse af det, Mankell fortalte i seriens forrygende forrige bind, Ildspor. Når læsningen ikke bliver aldeles deprimerende, skyldes det varmen i Mankells skildring af politifolkene, især Wallander selv. Vi følger ham på en char-errejse til Rom med faderen, hvor den gamle trommesalsmaler for en uge smyger demensen af sig og suger ind. Og vi møder Wallanders reaktion, da faderen kort efter dør. Det er meget, meget smukt skrevet. Her ligger de humane værdier, som i sidste ende er alternativet til volden.

Der eksisterede ikke meningsløs vold, det vidste Wallander. Al vold havde en mening for den, der udøvede den. Først når man turde acceptere den kendsgerning, kunne man håbe at dreje udviklingen i en anden retning.