KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Henning Mankell: Det næste skridt. Oversat af Lena Krogh Bertram efter "Steget efter" (1997). Klim 1998. 543 sider. 425 kr.

Den stadigt mere desillusionerede politikommissær Kurt Wallander fra Ystad stilles over for en stribe uforståelige mord, der rammer en lille gruppe festende unge, et nygift brudepar og en kollega fra styrken i Ystad. Der er ingen forbindelse mellem de unge, politimanden og brudeparret, ingen fællesnævner, intet motiv. Detektiverne afprøver mange indfaldsvinkler, før de finder frem til den, der fører til morderens afsløring og det mål af forklaring, som kan opnås fra en totalt vanvittig person. Wallander får brug for den intui-tion, han selv omtaler som den usynlige kompasretning, han har indvendig.

Det er meget spændende fortalt. Mankell mestrer at flette et plot sammen og derpå at afvikle det brudstykkevis i en beretning, hvor også bipersoner og vildspor bliver fængslende.

Titlen er gådefuld. Måske har den at gøre med det studie om voldens karakter og årsager, der mere og mere er som en rød tråd gennem Wallanderserien. I forrige roman - Den femte kvinde - var den overvejelse, der fik tingene til at falde på plads, at der ikke eksisterer meningsløs vold. Al vold havde en mening for den, der udøvede den. Nu går Mankell et skridt videre: Uden at vi opdagede det, skete der en ændring her i landet. Volden blev naturlig. Vi overskred en usynlig grænse. Hele generationer af unge er ved at miste fodfæstet. Ingen lærer dem længere, hvad der er rigtigt eller forkert. Meget kan forklares ved marginaliseringen af de mennesker, der ikke passer ind i et samfund, som prioriterer effek-ivitet, omstilling og profit. Men for første gang erkender Wallander, at der også findes den rene ondskab. Udviklingen er måske allerede løbet videre, end vi regnede med. Det, vi alle frygter, er måske allerede sket.

Per Wahlöö kaldte sin og Maj Sjöwalls serie for "Roman om ett brott". Mankell er ofte blevet sammenlignet med de berømmelige forgængere. Man er ved at erkende, at han overgår dem. Han påstår ikke, at samfundet er offer for en forbryderisk udvikling. Han viser det.

Anbefales.