Henning Mankell: Inden frosten. Oversat af Peter Nielsen efter ”Innan frosten” (2002). Gyldendal 2003. 507 sider, 295 kr.

Mankell tog i 1999 beslutsomt afsked med sin populære detektiv, kriminalkommissær Kurt Wallander fra Ystad. Ni bind måtte være nok. Læserne kunne ikke være helt uenige. Den sidste roman (”Brandvæg”) havde en lidt skinger tone. Det forekom ikke seriøst, at en politimand i Ystad helt alene skulle og kunne redde den ganske civilisation!

Mankell har fortrudt sin beslutning, Derfor sætter han nu Wallanders datter Linda på scenen. Hun har afsluttet politiskolen og skal tiltræde en stilling som aspirant. Det sker i Ystad, og Linda træffer dermed barndommens venner på ny. Noget er imidlertid ændret ved Anna, der skulle studere medicin i Lund, men synes mest engageret i af finde den far, som hun aldrig har kendt.

Linda forsøger energisk at forny den før så tætte relation, men Anna forsvinder, og Linda kan længe ikke overbevise sin far om, at det er en politisag. Kurt Wallander er optaget af det brutale mord på en ældre kvindelig kulturgeograf og af nogle modbydelige, nærmest rituelle dyremishandlinger. Det hele hænger imidlertid sammen, og snart bliver han for alvor skræmt.

Historien handler om religionsvanvid. En afsporet sekt, der vil redde verden, men kun kan gøre det med voldsomme midler. Det lykkes i sidste øjeblik at standse galskaben, men da er et par landsbykirker brændt ned, og domen i Lund er skadet alvorligt. Linda er tæt på selv at blive offer for sekten. Det hele slutter den 9. september 2001, og to dage efter tiltræder Linda sit nye job – hvor hun på TV-skærmen ser rædslerne gentaget i storskala et andet sted i verden og med andre fanatikere som gerningsmænd.

Mankell har mange beundringsværdige holdninger, som han flittigt lægger frem for læserne. Det skal med alt sammen, og det bliver unægtelig en smule docerende. Krimiplottet drukner i humane budskaber.

Det er Linda, der finder det afgørende spor. Kameraet følger imidlertid Kurt Wallander. Det er reelt tiende bind i serien om hans meritter. Og det er hverken han eller Mankell tjent med. Det er ingen dårlig roman, bestemt ikke. Men der er for meget af det gode.