Liza Marklund: Røde ulv. Oversat af Ina Nielsen efter ”Den röda vargen” (2003). Fremad 2003. 341 sider, 268 kr.

”Intrigen og skildringen af al elendigheden i Diza Murklands seneste kriminalroman, der hurtigt var klatret op som nummer ét på bestsellerlisten, tappede alle kræfter ud af hende, så hun faldt i søvn”. Så uvenligt sender Hakon Nesser i en af sine seneste romaner kollegaen en hilsen. Fremads forlag præsenterer omvendt Liza Marklund som ”Nordens førende krimiforfatter” på omslaget til hendes femte roman om den pågående journalist Annika Bengtzon.

Annika vil skrive nogle dybdeborende artikler om venstrefløjsaktivisters voldelige aktioner i Sverige i slutningen af 1960’erne. Kan man i dag finde de sandheder og sammenhænge, som dengang ikke blev afdækket? Er der en sammenhæng til nutidens terrorister? Det viser sig, at sådanne spørgsmål stadig indeholder dynamit. Annikas research falder tidsmæssigt sammen med, at lederen af en maoistisk celle fra dengang vender hjem til Sverige, syg og elendig efter 35 års tjeneste som lejemorder, bl.a. for de baskiske separatister. Han vil samle de gamle guerillakrigere på ny, men de er nu tilpassede borgere, en enkelt sågar med en placering i toppen af samfundshierarkiet. Det begynder at gå galt, meget galt endda med hele fire mord, før Annika kan skimte sammenhængen. Og den ønsker hendes chefredaktør ikke trykt - der er andre og mere indbringende muligheder i de belastende oplysninger.

Annika vinder naturligvis til sidst, om end presset er ved at slå hende ud, også fordi hun skal bemestre de krav, hun møder som mor til et par småbørn og hustru til Thomas, der måske er mere interesseret i en anden kvinde. Man kan have forståelse for det, når man ser den psykopatiske hævn, Annika udsætter rivalinden for.

Liza Marklunds historie er spændende, men allerede under læsningen og navnlig når den er overstået, falder den fra hinanden. Det er aldeles usandsynligt, både at voldsomhederne skulle nå de højder, der skildres, og at en enkelt nervesvækket kvinde på egen hånd skulle overkomme at klare alle ærterne, så hver får sit og Sveriges undrende offentlighed får sandheden.

Håkan Nesser har ikke ret i, at man falder i søvn – snarere læser man i ét stræk til langt ud på natten. Men forlaget lover for meget, når Liza Marklund lanceres som ”Nordens førende”. Hendes plot er en konstruktion, der nok hænger sammen, men ikke er set i virkelighedens verden. Hendes samfundskritiske og feministiske engagement er på grænsen til det skingre, og hun er i lange passager alt for omstændelig.

Det er alene den rene, rå spænding, der trods indvendingerne gør bogen læseværdig.