KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Ed McBain: Fede Ollie’s bog. Oversat af Hanns-Vibeke Dissing efter ”Fat Ollie’s Book” (2002). Peter Asschenfeldts nye forlag 2003. 237 sider.

Sent i serien om politifolkene på station 87 dukkede kollegaen Oliver (”Ollie”) Wendell Weeks op. Han kommer fra nabodistriktet (station 88), og han er ligesom stjernen på station 87 – Steve Carella – en begavet og effektiv efterforsker. I alle andre henseender er han Carellas modsætning. Smældfed, småsjofel, racistisk og mandschauvinistisk. Ollie repræsenterer alt det, McBain stedse har taget afstand fra – og hvor er det tydeligt, at McBain holder af ham, kan lide at skrive om ham, kan lide den modvægt (voldsom i enhver betydning af ordet), som Ollie møver ind i romanernes ellers så korrekte univers.

Denne gang leder Ollie opklaringen af drabet på en fremstormende lokalpolitiker. Det kræver efterforskning også på station 87’s revir, og efter lidt bureaukratisk gnav aftaler de to stationschefer et samarbejde. De mere følsomme afhøringer skal Carella og Bert Kling tage sig af. Det gør de – og det, som de når frem til, er nok til at fælde morderen, når udsagnene kombineres med resultaterne af den intelligente tolkning af gerningsstedets fysiske spor, som gennemføres af Ollie og ikke mindst af hans nybagte kvindelige assistent. Der er en del gode pointer og masser af humor i den skrøne, men der er ikke meget nyt.

Sideløbende fortælles om en krimi, som Ollie har besluttet at skrive, stærkt inspireret af politiroman-genrens hastigt voksende popularitet og salgstal. Her glimter McBains ironi for alvor. Ollie’s roman er noget bras, så den læsende verden taber ikke meget, da manuskriptet bliver stjålet af en tredjerangsgangster, som fejlagtigt tror, at det beskriver en virkelig politisag, og at han kan få fingre i udbyttet fra et større diamantkup, hvis det lykkes ham at tyde den kode, der må være gemt i historien. Ideen er god nok, udførelsen desværre lidt sjasket.

”Fede Ollie’s bog” er et must for os, der én gang for alle er hooked på McBains historier om politimændene på station 87 i en anonym østamerikansk storby, der minder om New York. Romanen vil imidlertid næppe vinde nye læsere for McBain.