Ed McBain: Penge, penge, penge. Oversat af Hanne-Vibeke Dissing efter ”Money, Money, Money” (2001). Peter Asschenfeldts nye Forlag 2002. 247 sider.

McBain fortæller vanen tro flere historier. Eller rettere: Denne gang nøjes han med at antyde dem. Det er lidt af en tilsnigelse at betegne romanen som ”Et station 87 mysterium”, for nok nævnes syv af stationens gæve kriminalassistenter undervejs ved navn, men det er kun stjernespilleren Steve Carella, der får lov til at træde i karakter. Sammen med sin effektive, lidet sympatiske kollega fra station 88, ”fede” Ollie Weeks, skal han opklare mordet på en kvindelig løjtnant fra luftvåbenet, som tjente gevaldige penge ved siden af – og som på det mest bogstavelige endte med at blive kastet for løverne! Ollie står desuden med en brutal likvidering af en repræsentant fra et mindre bogforlag, og også han viser sig at have haft en dobbelt identitet. De to drab forbinder sig, det er sider af samme sag, der handler om colombiansk narko og om stabelvis af dollars, der skulle være betalt men ikke blev det (eller måske blev erlagt med falske sedler). Carella og Ollie må nøjes med konturerne af disse forbrydelser. De i første omgang mistænkte ender hastigt som ofre i anden runde.

De falske dollars er fremstillet i Iran på de seddelpresser, som USA så betænksomt stillede til rådighed for shahen, da han skulle forny det persiske pengevæsen. Præstestyret sælger pengesedlerne til discountpris til amerikanske mafiabander – og måske også til terrorist-celler. Ollie kan være på rette spor, når han med sin stupide racisme forventer, at en indvandrer med et muslimsk klingende navn er kommet direkte fra Sahara med planer om at sprænge den nærmeste nationale bygning i luften.

Som et sidste ”måske” er den formummede narkobande muligvis slet ikke gangstere, men et privatiseret supplement til den officielle efterretningstjeneste, der må finde nye veje til at finansiere sine mindre officielle, beskidte initiativer i kampen mod terroren. Det går jo ikke at betale udgifterne med almindelige skatter, der et eller andet sted skal fremgå af offentligt tilgængelige budgetter og regnskaber.

Romanen er skrevet før den 11. september 2001 - men det blev jeg først klar over, da en ven gjorde opmærksom på det. McBain må have haft en forudanelse. Vi er i et paranoidt USA. De gale har taget magten i anstalten, mener kriminalassistent Cotton Hawes. Og når sagen implicerer ikke blot narkomafiaen og de sorte gangsterkarteller, men også den federale banks eksperter i falskmøntneri og den hemmelige efterretningstjeneste, så overstiger problemerne naturligvis kræfterne hos et lille hold kriminalassistenter på en nedslidt politistation i en østamerikansk storby. Den nye præsident (vores elskede klodrian, som kriminalassistent Hank Willis bramfrit bemærker) burde påtage sig opgaven. Replikken falder i et fire sider langt skænderi mellem alle kriminalassistenterne, der mindes de talløse films og tv-serier om fiktive amerikanske præsidenter. Det er simpelthen den sjoveste dialog, McBain har skrevet til dato.

En skæv bog, der ikke ligner de forudgående godt 50 bind om Carella & Co. I lange passager morsom, men som krimi forvirrende snarere end spændende. - Som aktuelt snapshot af et hårdt ramt USA mere end skræmmende.