KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Sharyn McCrumb: Og kommer jeg igen du smukke Peggy-O. Oversat af Birgit Fuglsang efter ”If Ever I Return, Pretty Peggy-O” (1990). Klim 1996. 270 sider, 299 kr.

Sharyn McCrumb er født i 1948. Hun har 14 krimier bag sig, fordelt på tre serier. Den mest berømmede er The Appalachian Ballad Novels, hvis første bind nu præsenterer hende for et dansk publikum. Ballad, fordi romanerne bygger på folksongs og henter deres titler derfra (McCrumb taler selv om, at hver af bøgerne formelig har sit sound track). Appalachian, fordi historierne udspiller sig i Appalacher-bjergene, d.v.s. den sydlige del af det østamerikanske klippemassiv, som i ældre dansk geografiundervisning hed Alleghany-Mountains. Nærmere bestemt drejer det sig om en lille by i det østlige Tennesee, Hamelin.

Hovedpersonen er stedets sherif Spencer Arrowood. Han småforelsker sig i Peggy Muryan, som en gang var en virkelig god sanger med beskeden succes. Hun er lidt tilfældigt flyttet til byen for at få ro til at forberede et come-back. Men hurtigt begynder chikane med truende breve, drabet på hendes hund og til sidst er mord ....

Bag det hele ligger Vietnam-krigen. Vi skriver 1986, og Spencer Arrowood står i første kapitel ved sin storebrors grav - Cal blev dræbt derude i 1966, 19 år gammel. Spencer tømmer en dåse øl over graven - og kører skamfuld på arbejde. Hans souschef Joe LeDonne var også i Vietnam, og han har siden haft svært ved at sove. Andre veteraner lider under lige så stærke traumer, men ingen vil tale om dengang. En gymnasiast, der skal skrive en opgave om krigen, afvises næsten brutalt - hvis du vil vide, hvordan det var, så se John Waynes "De grønne baretter". Sådan ca. ti gange.

Truslerne mod Peggy synes at komme fra hendes første forlovede - men han er angiveligt omkommet i Vietnam. Alligevel citerer det sidste brev sangen:

          Og kommer jeg igen, du smukke Peggy-0

          Og kommer jeg igen, jeg brænder byen ned

          og dræber alle piger, jeg møder på min vej.

En velskrevet roman om et meget amerikansk emne. Effektiv spænding, måske mindre bevendt som krimi. Anbefales!

Trykt i Pinkerton nr. 62