KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Sharyn McCrumb: Rosentræskisten. Oversat af Birgit Fuglsang efter “The Rosewood Casket” (1996). Klim 1999. 278 sider, 325 kr.

En familieroman om 4 brødre, der fra hver sit liv vender hjem til barndommens farm i bjergene i Tennessee. Den gamle, følelseskolde far ligger for døden - de skal efter hans anvisning tømre hans kiste. Og deres koner skal quilte hans gravklæde.

Snakken - og McCrumbs indskudte forklaringer - maner familiespøgelserne op af jorden, og den synske Nora Bonesteel kommer med de mere håndgribelige relikter. Samtidig er en entreprenant jordspekulant ude efter farmene på bjerget - udsigten over dalen er mange penge værd. Der er ingen kriminel intrige - men dog afsløringen af et brutalt mord 70 år tidligere. Og et mordforsøg, da naboens datter retter sin riffel mod spekulanten, som vil overtage deres farm. Hun rammer i stedet sherif Spencer Arrowood og sårer ham kritisk. Souschefen - Le Donne - leder jagten på hende i en lang, spændende finale.

Nora, Arrowood og LeDonne kendes fra McCrumbs tre forudgående bind i den fortræffelige Appalacher-saga. Det er ikke krimier i traditionel forstand, men fantasirig sammenvævning af barske nutidshistorier med nybyggermyter og indianersagn. Den amerikanske drøm - og det amerikanske mareridt. Hele sandheden er der ikke mange af os, der ønsker at høre, siger Nora, og den er da også oprivende, efterhånden som den brudstykkevis afsløres.

En roman, der fængsler.