Jan Mehlum: En nødvendig død. Oversat af Susanne Ove efter ”En nødvendig død” (2002). Siesta 2006. 317 sider, 288 kr.

Svend Foyn er advokat i Tønsberg, en stilfærdig provinsby noget syd for Oslo. Foyn er hyppigt forsvarer i straffesager, og han har en usalig tilbøjelighed til at engagere sig så stærkt, at han selv drages ind i forløbet, sommetider endda som en af de mistænkte. Det har Jan Mehlum fortalt om i et halvt dusin kriminalromaner.

I december 2001 engageres Foyn af Kaja Bye, der vil ud af sit ægteskab med Jonas. Jonas er en karismatisk personlighed, tidligere populær skuespiller, nu forretningsmand med succes i IT-branchen. Jonas har bestemt ikke tænkt sig at slippe Kaja. Han afviser hendes påstand om grov vold, og han er en mand, der har let ved at overbevise andre. Han benægter også ethvert kendskab til den stadig grovere chikane, der rammer Kaja, da hun er flyttet fra ham. Kajas nerver begynder at svigte, og det gør det naturligvis nemmere for Jonas at påstå, at det hele bunder i hendes psykiske problemer.

Politiet er ikke til hjælp i den situation, heller ikke da Foyn begynder at frygte, at Kaja er i livsfare. Han bakker hende op, endda mere, end den professionelle rolle foreskriver. Han vil finde sandheden om Jonas. Er han en voldsfikseret psykopat, eller er han det virkelige offer? Tvivlen sniger sig ind i takt med, at Foyn bliver klar over, at Kaja har været og er svært økonomisk med sandheden. Også hun har sin dagsorden.

Midtvejs udarter sagen. Et menneske dræbes, og Foyn indser, at han selv vil blive sigtet for drabet eller medvirken til det. Anden halvdel af romanen er en effektiv thriller om vejen ud af den klemhærke.

Jan Mehlum får effektivt perspektiveret hustruvoldens problemer, når miljøet er velbjerget overklasse og den mulige voldsmand en populær og respekteret person. Forlagscirkulæret gør hustruvolden til romanens hovedtema, men det er ikke helt sandt. Det slås an, men føres ikke igennem. Til gengæld fortælles der en del om det psykiske klima i dagens Norge. Samlet er historien god, om end den belastes af adskillige usandsynlige sammentræf.

Vel værd at læse.

P.S.: Udtaler man navnet på den problematiske Jonas Bye, lyder det nøjagtigt som navnet på den unge, fremadstormende forfatter i norsk kriminallitteratur. Er det en tilfældighed, eller en venlig (måske snarere uvenlig) spøg? Min kompetente penneven udi norsk krimi mener det første.