Jan Mehlum: Kolde hænder. Oversat af Susanne Ove efter ”Kalde hender” (1998). Siesta 2006. 202 sider, 198 kr.

Norske provinsbyer bør nydes i begrænsede doser. De smager bedst, når du får dem lidt på afstand. Udsagnet gælder Tønsberg ved Oslofjorden. Her huserer advokat Svend Foyn, en stridbar herre der har sin egen, præcise moral og følger den strikte – også når den er langt fra det, som omgivelserne finder passende eller blot anstændigt. Han fortæller selv historier fra sin praksis, denne gang om en blodig sensommer. Hele ti personer må lade livet, før sagen er slut. Selvmord, barske ulykker og et par gange gådefulde drab. Foyn skal gennem mere smuds, end man skulle tro det muligt at samle på én lokalitet. Det gennemgående tema er misbrug og vanrøgt af børn. Rækkende fra dem, der er invalideret af konstant mobning barndommen igennem, fordi deres far var en tysk soldat under besættelsen, til næste generations unge tabere. Eller ofrene for pædofili – romanens titel citerer en voksen kvindes traumatiske erindring om faderens overgreb (hans hænder var det værste. Store, store hænder med lange sorte hår. Om aftenen lå jeg stiv af skræk og ventede på hans kolde hænder).

Det er fortalt ikke uden barsk, sort humor, så vreden løber ikke ganske af med læseren. Spændende er det også i passager, men som krimi sprækker det. Lad gå, at der præsenteres hele tre mulige gerningsmænd til det mest spektakulære mord (hvor Foyn nok mener at kunne gennemskue den rette, som naturligvis ikke er politiets mistænkte). Lad måske også gå, at et voldeligt dødsfald får en parapsykologisk forklaring, der er lidet overbevisende. Men når der oveni kommer, at hele fire drabsmænd er i gang inden for få dage i det lille Tønsberg, så har forfatteren ligesom glemt det med de ”begrænsede doser”!

Romanen blev udmærket med den norske Rivertonklubs gyldne revolver som årets bedste i 1998, og den kandiderede dengang til den skandinaviske pris ”Glasnøglen”. Den vandt ikke, men der kan komme en næste gang. Mehlum er senere blevet ikke så lidt bedre.