Denise Mina: Forløsning. Oversat af Klavs Brøndum efter ”Resolution” (2001). Klim 2004. 372 sider, 349 kr.

Maureen O’Donnell er en kvinde med problemer. Hun kommer fra en håbløs familie, faderen misbrugte hende da hun var barn, og moderen er kronisk alkoholiker. Moderen har (ligesom Maureens søstre) pure afvist anklagerne mod faderen – han elskede sandelig kun hende! For Maureen selv blev det til stoffer, smøger og sprut, til et nervøst sammenbrud med efterfølgende behandling på et psykiatrisk hospital – og til noget nær en mordanklage, da den gifte læge, som hun forelskede sig i, blev fundet myrdet i hendes lejlighed. Den sag måtte hun selv opklare, d. v. s. hun måtte afdække drabsmandens motiv, der så viste sig at være mere frygtindgydende end mordet.

Alt det og mere til er fortalt i de to første romaner om Maureen og hendes dystre verden. I det foreliggende tredje bind runder Denise Mina sagaen af. Elskerens morder skal for retten – med gode muligheder for en teknisk begrundet frifindelse, så han som løsladt kan fornøje sig med en sadistisk afstraffelse af Maureen. Faderen er efter års fravær vendt tilbage, nu måske med begærlige blikke på den lille pige, som Maureens søster netop har født – og søsteren tager dramatisk den savnede og i hendes optik uskyldige far til sig. Som om det ikke var nok, engagerer Maureen sig i at opklare, hvem der tævede og muligvis dræbte en barsk bedstemor, der solgte på det loppemarked, hvor også Maureen har sin stadeplads. Igen er det underliggende motiv værre end den åbenlyse, mulige forbrydelse. Man behøver sgu ikke at have gjort noget galt for at føle sig ydmyget. Livet er ydmygende nok i sig selv.

Historien udspiller sig i Glasgow, og kvaliteten er ikke blot de intrikate krimigåder. Byens atmosfære er fanget ind, livsvilkårene for taberne er skildret med veloplagt vrede, ikke mindst indignation over, at det hver gang er kvinderne, der kommer til at betale den højeste pris. Denise Mina er skotte, og hun lægger sig med egen autoritet i sporet efter Ian Rankin, Christopher Brookmyre og Val McDermid. Det er råt og primitivt, men det fortælles med en energi og en sort humor, som trods dysterheden gør læsningen til en positiv oplevelse. F. eks. en scene, hvor Maureen og en veninde skal finde et muligt vidne i prostiutu-tionsmiljøet. Og konstaterer, at de piger, de forgæves spørger, alle påstår, at de hedder Candy. Bortset fra den sidste – Alison, der kan fortælle dem, hvor de kan finde vidnet. Og hvad det savnede vidne hedder: Hun hedder Candy.

Maureens aggressioner er ikke blot til pynt: Vrede er en god ting. Den får dig til at sætte spørgsmålstegn ved alt det, som er uretfærdigt. Vrede er aldrig behagelig eller specielt rart at opleve, men den har sit formål.

Anbefales.