Margaret Moseley: Bonita Faye. Oversat af Klavs Brøndum efter “Bonita Faye” (1996). Klim 1999. 211 sider, 265 kr.

Margaret Moseleys debutroman fortæller en kvindes historie. Bonita skriver den selv, da hun er blevet en kær gammel dame. Hun voksede op i en formørket udørk i Oklahoma, uden penge, uden en far og stort set uden skolegang. Som tyveårig blev hun gift med Billy Roy, en voldelig og stupid mandschauvinist. Hendes lykke var gjort, da han et års tid senere blev myrdet: Billy havde vundet en livsforsikring i poker, og han havde endnu ikke nået at omsætte den til sprut. Bonita fik udbetalt en sum, der satte hende i stand til at realisere drømmemålet: En rejse til Paris.

Fra det punkt (i 1950) overtager Bonita styringen af sit liv. Det er hun god til, hun har ressourcer, vilje og handlekraft. Et generøst, formående menneske rejser sig, en kvinde, der kan tage ansvaret for sit eget og andres liv, forme sin skæbne og sætte sine spor. Bonita kom ind med firetoget som en forskræmt tøs, men hun er (som hun skriver) en overlever. Og der er adskillige, som får grund til at takke for det.

Romanen var nomineret til den amerikanske krimipris som årets bedste, men vandt ikke. Naturligt nok. Selv om der undervejs er tre eller fire mord, er det ingen spændende beretning om en gåde, der langsomt trævles op. Læseren véd med en enkelt undtagelse fra starten, hvad der skal ske - og kender de aldeles overbevisende grunde til, at den løsning vælges.

Det er en på alle måder amoralsk historie. Fortalt med et selvironisk blink i øjet, smittende charme og en energi, der suger læseren med. Fjernt både fra sentimental ugebladsromantik og fra den traditionelle, bedærvede sydstatsroman om en stakkels pige, der på forhånd var bestemt til at gå til grunde.

Absolut ingen skelsættende eller blot væsentlig bog, men antagelig et af sæsonens mest underholdende tilbud. Anbefalelsesværdig både til den, der efterspørger underfundig afslapning, og den, der søger en glad gave til en lystlæser.