![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Marcia Muller: Mordet ved Point Deception. Oversat af Birgit Fuglsang efter ”Point Deception” (2001). Klim 2003. 247 sider, 275 kr. |
||||||
|
Marcia Muller er herhjemme kendt for sin fortrinlige serie om forsikringsdetektiven Sharon McCone. Især ”Trofæer og døde ting” fra 1990, der både er fremragende krimi og en udsædvanligt spændende og oplysende bog om amerikanernes Vietnam-syndrom, hvor Sharon får ”fjernet den sidste rest af tressernes sagnomspundne charme”. Den foreliggende roman hører ikke til serien. Det er et mix af en thriller, der følger en ung kvindes tanker, medens hun søger et-eller-andet, og en politiroman om hele otte mord for tretten år siden. Den sag blev traumatiserende for et lille, isoleret samfund i det nordlige Californien, for den blev aldrig opklaret, og mistanken klæber sig fortsat til de lokale indbyggere. Vicesherif Rhoda Swift var dengang nyansat, og hun var den første på det blodige gerningssted. Hun er aldrig kommet sig over det, som hun så, hun har stadig mareridt om det lille barn, der døde i hendes arme. Og oven i købet mødte hun senere hårde (lidet rimelige) bebrejdelser for at have forkludret det første, vigtige politiarbejde. Nu trænger den gamle sag sig på. Af to årsager. Dels er en østamerikansk forfatter kommet til byen for at skrive en bog om massakren, dels findes den søgende unge kvinde myrdet – og det viser sig, at hun havde en nær tilknytning til ofrene dengang. Atmosfæren forgiftes yderligere, da nok et drab støder til. Fristen for opklaring er kort, før den indestængte vrede bryder for alvor løs. Den sidste historie er forbilledlig krimi. Stringent, præcis og spændende. Thrillerhistorien er mindre vellykket – det er irriterende at få præsenteret det kommende mordoffers inderste tanker, uden at hendes sande ærinde oplyses. Det er en indvending, der kan rettes mod stadig flere spændingsromaner, så den skal blot noteres. Samlet er bogen naturligvis læseværdig – det er en af de store, der skriver her. Anbefales.
|
||||||