Haruki Murakami: En vild fårejagt. Oversat af Ib Høy Hansen efter “A Wild Sheep Chase” - en engelsk oversættelse af “Hitsujo o meguru bôken” (1982). Klim 1997.
280 sider, 298 kr.

Et skævt eventyr, der ikke rigtig hører hjemme i nogen genre. Det fortælles af en navnløs 30-årig forretningsmand fra reklamebranchen. En ungdomsven, der har trukket sig tilbage fra vores virkelighed, sender ham et foto af et landskab med græssende får og beder ham offentliggøre det. Han indarbejder billedet i en brochure, og så er Fanden løs. Ét af fårene er anderledes - og det er det dyr, det drejer sig om. En døende industrimatador lader sin sekretær hidkalde fortælleren, som med et løfte om fyrstelig belønning sættes til at finde fåret. Men hvor er billedet taget? Hvor er ungdomsvennen? Og hvad er forklaringen på det hele?

Det sidste kan kun besvares svævende - noget med, at fåret rummer en vilje, der ikke er af denne verden. Viljen tager bolig i skiftende mennesker, senest i matadoren, og opbygger derfra sin magt. Nu vil den iskolde sekretær sikre sig viljens videreførelse. Eller måske er der en helt anden pointe. - Fortælleren finder frem til landskabet og på en måde også til ungdomsvennen. I eftersøgningen har han god hjælp af en sjette sans hos pigen, han forelsker sig i, fordi hun har verdens smukkeste ører. I det afsluttende opgør viser han sig at være en del mere end den middelmådige drømmer, han tidligt beskrives som.

Personerne er funktioner - de har end ikke navne (fraset et midlertidigt til fortællerens kat). Elementerne bindes sammen af sproglige indfald, som yngler vildt med filosofiske associationer. Det er så vagt, at du sikkert ikke aner, hvad jeg snakker om, skriver ungdomsvennen i sit sidste brev. Det kan læseren næppe være uenig i.

Fortælleren kender udenad navnene på morderne i alle Ellery Queens romaner. Ind imellem læser han “The Adventures of Sherlock Holmes” (og citerer derfra en novelle, der hører hjemme i “The Case-Book of Sherlock Holmes” - ?). Ellers er der ikke krimi i historien, men til gengæld en del af det ydre spændingsapparat fra talløse beretninger om menneskejagt.

Vi har haft meget lang tid til at påføre hinanden vores uvirkeligheder. Om det er lykkedes os at tage os af de forskellige ting på en virkelig måde eller ej, det er et andet spørgsmål, siger fortælleren om sit forhold til ungdomsvennen. Murakami er god til at "påføre læseren sin uvirkelighed". Han besidder kultforfatterens fascination og en inficerende mystik, som den man møder hos John Franklin Bardin, Paul Auster eller Arturo Pérez-Reverte.

Enten elsker man den bog eller også er den tidsspilde. De anmeldelser, jeg har set i dags-pressen, var bedårende forelskede. Jeg blev det ikke.