Jo Nesbø: Frelseren. Oversat af Allan Hilton Andersen efter ”Frelseren” (2005). Modtryk 2006. 479 sider, 299 kr.

Ti dage op imod jul i et vintermørkt og koldt Oslo 2003. Vicekriminalkommissær Harry Hole står med mange problemer. Hans foregående sag var tæt på at koste hans kærestes lille søn livet, og hun har nu brudt med ham. Hans loyale chef går på pension og afløses af en utålelig pedant, der næppe ret længe vil tolerere Harrys egensindige metoder. Og den mordsag han skal tage sig af, synes uløselig. En soldat i Frelsens Hær er blevet likvideret under en julekoncert på et torv. Tilsyneladende intet motiv, men tydeligvis en professionel morder. Det udvikler sig til hele seks drab, før sagen er slut.

Læseren véd fra starten mere. Gerningsmanden er en kroat, der mistede alt under en serbisk aktion mod Vukovar. Han var dengang kun en stor dreng, ”den lille frelser” der uset kunne snige sig frem til serbiske kampvogne og montere de dødbringende miner, der blev brugt i den forgæves forsvarskamp. Nu vil han skrabe midler sammen til at repatriering, og til den ende indgår han kontrakter om drab, som nogen vil betale for.

Den viden har Harry ikke – men han opbygger den langsomt i slidsomt politiarbejde sammen med de få fra korpset, som han kan gå i spand med. Det er spændende, det er skrevet blændende, og det lyses med passende mellemrum op af Harrys (og forfatterens) barske humor. Hele tiden en intens tone, der tvinger læseren fremad – til samme læsers sande forlystelse. Og et interessant, i det væsentlige positivt portræt af frelserarmeen og dens aktiviteter. Harry kan som humanist ikke se længere end til det behov, vi alle har for nåde – men han har udsyn nok til at forstå, at målet i bevægelsen ikke er nåde, men netop frelse, hvad han så ikke kan forbinde meget med.

Nesbøs opus seks er modtaget med hyldest af de danske krimikritikere. Kun en panderynke et par steder og et reelt forbehold hos Informations Mette Højbjerg, der mærkede en snigende utroværdighed, efterhånden som handlingen skred frem. Den fornemmelse deler nærværende læser. Plottet er teknisk set lydefrit – men ved eftertanken vægrer man sig ved at tro, at adskillige helt forskellige sager så elegant kan løbe ind i hinanden og flette sammen, så kun den suveræne forfatter har mulighed for at overskue vejen gennem labyrinten. Alle omkring Harry viser sig at være noget andet end det, de først ser ud til – såmænd også Harrys fratrådte chef og den ny ulidelige overordnede. Endelig er det ligesom man har set for meget før. ”Vuc møder Rebus”, noterede jeg undervejs – for kroaten er lidt af et gensyn med Leif Davidsens serbiske dansker, og Harry Hole er på mange måde en fortyndet udgave af Ian Rankins strømer fra Edinburgh.

Medens man læser er det godt, meget godt endda. Bagefter er det måske for meget af det gode.