Jo Nesbø: Snemanden. Oversat af Allan Hilton Andersen efter ”Snømannen” (2007) Modtryk 2007. 460 sider, 299 kr.

Vicekommissær fra Oslo politis drabsafdeling Harry Hole er på banen for syvende gang, og det går ikke stille af. Hole er outsider, han er ikke blot engageret i sit job – for ham bliver opklaringen af en forbrydelse hver gang en besættelse, og når han går i selvsving må alt andet vige, både i privatlivet og hvor det gælder de regler og rammer, der definerer hans arbejde.

Denne gang begynder det en novemberdag i 2004 – den dag, den første sne falder. En ung kvinde er om natten forsvundet fra sit hjem. Manden og sønnen forstår intet, der er ingen spor at gå efter, kun en snemand, der står i haven med front mod huset og ikke mod vejen. Men snemanden er ikke bygget af dem. Og den har noget med sagen at gøre, for den forsvundne kvindes mobiltelefon bliver fundet, presset ind i en af snekuglerne, og hendes yndlingssjal er svøbt omkring snemandens hals.

Hole – og den effektive kriminalassistent Katrine Bratt, der netop er overført til Oslo fra politiet i Bergen – bliver hurtigt klar over, at de kun har fat i et hjørne af en større sammenhæng. På helt tilsvarende vis forsvandt en anden kvinde et år tidligere, også på dagen for det første snefald. Og i det videre arbejde finder de adskillige ældre sager, som uhyggeligt minder om de to nævnte, alle med en snemand i baggrunden. Men der er aldrig fundet et lig, aldrig sikre spor.

Det bliver en hidsig og opslidende efterforskning. Hole begynder langsomt at erkende, at noget i sagen har en personlig adresse, netop til ham. Og andet tyder på, at også Katrine i sin fortid har en forbindelse til uhyrlighederne. Hvem jager hvem, hvem kan Hole stole på? Hvor meget kan han klare, før han på ny bukker under for alkoholens fristelser – efter at have været tørlagt i mange måneder? Og hvor længe kan hans overordnede så holde hånden over ham? – Det lyder måske som en liste over forslidte tricks fra de sidste mange års politiromaner (og det er det naturligvis også), men Nesbø formår at håndtere klicheerne, så de bruges til noget.

Flere gange tror politifolkene, at de har fat i morderen, hver gang kun for at opdage, at de tager fejl, at nogen har spillet dem falske spor i hænde. – Plottet er en smule fortænkt, både motivet og gerningsmandens overmenneskelige snilde er nok hensides det realistiske. Det hænger imidlertid sammen, logikken er knivskarp. Og Nesbø har hele tiden gode chok parat – f. eks. da Hole sent gennemskuer den udspekulerede metode, der er brugt, når liget af et offer blev skaffet af vejen.

Symbolikken er tyk. Hole må på romanens første sider åbne sin beskedne lejlighed for en mand i kedeldragt, der kommer for at rense den for svamp. Det har Hole ikke mærket noget til, men det er det, der er problemet med skimmelsvamp. Man kan ikke se, at den er der. Men det er den. Og man kan udvikle farlig allergi eller sågar dø af svampens sporer.

Nesbø sparker i alle retninger. På efterforskningens første dag vågner Hole op til radioens forkyndelse af, at det amerikanske folk i dag skulle afgøre, om den amerikanske præsident også de næste fire år skulle hedde George Walker Busch … Harry tænkte, at de definitivt var på vej ind i mørketiden. Det er smuk skandinavisk korrekthed – men det holder kun, indtil en officiel og nobel talsmand udtaler sig fordømmende om amerikanernes metoder i ”krigen imod terror”. Det får en kontroversiel tv-kommentator til at sige, at Norge er som en pludrende snotdum blondine, der har forvildet sig ind i en sidegade i Bronx og nu er forarget over, at hendes livvagt er så brutal imod overfaldsmændene. Man skal ikke tage noget for givet hos denne forfatter! Heller ikke den ellers så højt rejste norske fane.

”Snemanden” er en fabelagtigt velskrevet og spændende politithriller. Men det er også en frastødende bog. Der er en ubehagelig fært af spekulation i chokkene undervejs, en febril journal fra et sindssygehospital, der ligesom frigør sig fra den moralsk styrbare sammenhæng, som de fleste af os trods alt oplever i hverdagen. Man er skruet helt ned i lænestolen, men når bogen er læst, er eftersmagen ikke helt rar.