Håkan Nesser: Skyggerne og regnen. Oversat af Jan Mølgaard efter ”Skuggorna och regnet” (2004). Modtryk 2006. 333 sider, 299 kr.

At komme til rette med det forgangne. Det er i sin komplicerede enkelhed målet for romanens tre hovedpersoner. Den konfliktsky 53-årige lærer David Mørtberg, der kaldes tilbage til sin barndomsby i nord-Sverige, da hans søster fortæller, at ”nogen har set Viktor”. Søsteren Maria, som har spildt sit liv på en sjuft af en langtidsledig, brovtende ægtemand. Og naturligvis den gådefulde Viktor Vinblad, der som otte-årig kom i familiepleje i Davids og Marias hjem, da hans far havde myrdet hans mor og derpå havde taget sit liv. Viktor havde usædvanlige evner og en nærmest genial sans for tal. Han distancerede sig under opvæksten stadig mere fra vennen David, og han forsvandt sporløst for 30 år siden den nat, da hans kæreste blev myrdet. Teknisk blev mordet aldrig opklaret, men både politimanden, som stod for sagen, og den almindelige mening i den lille by forlod sig på, at han (”morderens søn”) var gerningsmanden, og at han bagefter – som sin far – havde begået selvmord. Men er alt det forkert, er Viktor nu tilbage?

Historien fortælles af disse tre personer. Lavmælt, klart og ofte med ironiske kommentarer. Tidsplanerne skifter idelig fra nutiden til tidspunktet for de begivenheder, som aldrig kom på plads i de berørte menneskers sind. Håkan Nessers kunnen viser sig overrumplende i kompositionen – læseren er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor beretningen er henne. Personerne – de tre nævnte og et betydeligt antal bipersoner – tegnes i fuld figur. Spændingen går så på, om de kan komme til rette med fortiden, og hvordan de skal gøre det. Og det er rigeligt, man er få sider fra start aldeles tryllebundet, så det er svært at lægge bogen fra sig eller at gå i gang med noget andet, før de ganske mange sider er læst.

Tiden er den mest hensynsløse bølgebryder ... Nærværet og kontinuiteten er gået tabt. Eller sjusket væk. En dag bliver den røde tråd så slidt, at den brister, og pludselig forstår vi ikke længere vores liv. Melankolsk blues som den verselinje, der for år tilbage bed sig fast i Marias erindring ”I shall not see the shadows, I shall not feel the rain” – anelsen om, at der var så meget, som man kunne gå glip af. – Eller som Viktor formulerer det: Djævelen sover aldrig, men Gud må man vække hver morgen.

En kompetent forfatter, der samler stor indsigt og vel bearbejdet erfaring til en beretning, som fortjener lang tids eftertanke. Det er sjældent, man har læst så barsk en historie, fortalt med en sådan sær blidhed. Og nå ja, så er Nesser jo også kriminalforfatter. Der er det aldrig opklarede mord på Viktors kæreste, men der er ikke tale om efterforskning eller sporsøgning. Til gengæld leveres adskillige overraskende tvists, hvor sagen vendes endnu en gang. Forklaringen får læseren lidt tilfældigt, og det er så det. Det vigtige er ikke, hvem der begik mordet, men hvem der ikke begik det!

Anbefales. Det er mesterklasse.