Håkan Nesser: Svalen, katten, rosen, døden. Oversat af Jan Mølgaard efter ”Svalan, katten, rosen, döden” (2001). Modtryk 2003. 458 sider, 349 kr.

For niende gang fortæller Nesser en god historie om kriminalfolkene i det fiktive Mardam (måske et sted i Holland), der arbejder med en indviklet mordsag, længe uden egentlige spor. Igen må de have deres pensionerede chef, van Veeteren, med på holdet, selv om han nu i fire år har været pensionist, deltidsbeskæftiget i en stilfærdig antikvarboghandel. Det skyldes både, at van Veeteren måske har en forbindelse til ét af ofrene, og at den eftersøgte psykotiske morder må være et bogmenneske, ”a man of letters”. Og så er van Veeteren jo på sin nye hjemmebane.

Det gælder en række mord på kvinder. De er blevet kvalt, men ikke voldtaget – og der er intet at gå efter. Ingen indbyrdes forbindelse og længe ingen fysiske spor. Men holdet i Mardam giver ikke op, og når de igen og igen gennemgår det lidt, de véd, dukker der alligevel muligheder op. Dertil føjer sig den kreative fantasi, som van Veeteren heldigvis har i behold. Godt detektivarbejde – men måske en for påtrængende skildring af forbrydelsernes grumhed.

Nessers plot er – som altid – sindrigt og aldeles logisk. Han har samtidig en sær evne til at gøre de mange aktører til interessante personer, som man gerne hører mere om. Det er et yderligere plus, at historierne nu krydres med lidt humor. Den gråt-i-gråt tone, som  prægede seriens første bind (som megen anden svensk kriminallitteratur) er ikke enerådende, og der er ingen flæben. De to kvindelige kriminalinspektører på holdet er professionelle politifolk, ikke traumatiserede småbørnsmødre med besværlige ægtemænd, som sig ellers hør og bør i øjeblikkets svenske krimi – det bliver der sat udråbstegn ved, da en af hovedpersonerne falder i søvn af kedsomhed over intrigen og elendigheden i Diza Murklands seneste bestseller. 

Kort: Anbefales.