KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Åsa Nilsonne: Kyskhedsbæltet. Oversat af Ketja Hein efter ”Kyskhetsbältet” (2000). Aschehoug 2003. 331 sider, 179 kr.

Åsa Nilsonne havde i adskillige år en særstilling. Hun debuterede i 1991 og udsendte opus to i 1992. De to krimier blev ikke pænt modtaget – og så tav forfatteren. Men hun var dog frem til sidst i 1990’erne den eneste nye kvindelige krimiforfatter på det svenske marked. Efter otte års tavshed er hun vendt tilbage med en tredje roman om politiinspektør Monika Pedersens meritter. Og denne gang med succes, bl.a. udtrykt i Det svenske Kriminal-akademis Polonipris.

En populær skuespillerinde findes en kold decembernat død i det indre Stockholm. Hendes baghoved er knust, og der er tilsyneladende ingen spor. Politifolkene fra drabsafdelingen må grave dybt i hendes privatliv og hendes professionelle karriere, og det afdækker en række mulige motiver til drabet, men desværre ingen beviser. Frustrationerne i den lille gruppe stiger, og Monika har det skidt, også fordi hun har svært ved at finde den rette tone i det nødvendige samarbejde med en ny makker, der er andengenerations-indvandrer. Jobbet sluger så at sige hendes privatliv, det er den moderne hårdt arbejdende kvindes kyskhedsbælte, der er ingen energi tilbage til at også at leve et personligt liv. For mænd er arbejdet en udfordring, et hierarki at navigere sig op igennem. For kvinder er det desuden en relation der plages af fortolkninger og følelser.

Det elegante er, at Åsa Nilsonne ikke nøjes med at aflire den feministiske prædiken. Hun bruger sin diagnose i plottet. Monika indser, at hendes stress ikke er et udtryk for hendes personlige begrænsninger, men for noget generelt i samfundet. Den erkendelse gør det muligt for hende omsider at gennemskue, hvem der begik mordet og hvorfor det blev begået.

Et godt plot og en god opklaring (om end skæmmet af, at Monikas tidlige kontakt med gerningsmanden er et helt utroværdigt sammentræf). Et relevant tema, der viser, at femikrimien kan bruges til andet end grådkvalte betroelser om småbørnsmødres tunge byrder. Personerne og situationerne er rimeligt interessante, og der er sågar plads til små doser af humor, som da Monika tilfældigt hører en samtale mellem to personer, der tilsyneladende ruger over dystre hemmeligheder. Men så bliver klar over, at det er skuespillere, der indøver en melodramatisk dialog.

Værd at læse.