Niels Nordberg og Klaus Hagerup: Siste akt. Norsk Gyldendal 2007. 329 sider.

Det norske nationalteater skal opføre Shakespeares ”Hamlet”. Instruktøren søger nye vinkler på det udødelige drama, men tøver dog med at følge stjerneskuespilleren Niklas Faber, der vil fremstille kong Claudius ud fra den originale opfattelse, at han er uskyldig i brodermordet. Det (og farcen med den døde konges genfærd) er iscenesat af den norske prins Fortinbras, der vil destabilisere det danske hof som led i en plan om at erobre riget. Hvis den fortolkning lægges til grund, er også dronning Gertrud – spillet af teaterets feterede førstedame – uskyldig. Og Ofelia (en rolle, der skal blive gennembruddet for den store dames unge datter Sofia) får svært ved at finde sin plads i ensemblet.

De vanskeligheder skyldes nu også et bittert uvenskab mellem mor og datter. Sofia mener, at moderen svigtede hendes far, da moderen lod sig skille fra ham midt i hans livs krise. Faderen er siden forsvundet, men nu hjemsøges Sofia af sære budskaber, der kan være fra ham. Og hun vil have syn for sagn.

Det bliver et særpræget prøveforløb. Spøger Sofias forsvundne far? Står hun nu med en pligt til at tage hævn – akkurat som Hamlet gjorde det? Shakespeares teaterplot spejlvendes i en dyster virkelighed.

Niklas Faber – der har haft bred folkelig succes som tænksom politimand i en serie TV-krimier – tilbyder Sofia sin hjælp og støtte. Det er imidlertid ingen nem opgave, for der er forskel på fiktion og virkelighed. Lettere bliver det ikke, da spændingerne udløses i mord og drabsforsøg – hele tiden med ”Hamlet” som referenceramme. Eller måske er det et helt andet drama, Niklas skal hale frem og genlæse.

Nils Nordberg er en af Skandinaviens kyndigste kendere af krimigenren. I sin alders 65. år træder han nu for alvor ud af kritikernes kreds. Sammen med Klaus Hagerup, der bag sig har et bredt forfatterskab i andre genrer, har han rørt en drilsk roman sammen. På overfladen noget, der minder om engelsk guldalderkrimi (scenografi af Ngaio Marsh, plot a la Christie og litterær bagage fra Dorothy L. Sayers’ overskudslager). Men under det lurer motiver og bevæggrunde, som er højst nutidige. Afstanden er stor fra scenens pompøse drama til hverdagens smålige svigt og intriger. Det er kløgtigt konstrueret, og måske derfor er persontegningen lidt skitsemæssig. Til gengæld er historien spændende, især efter at Niklas og Sofia ca. midtvejs finder det uhyggelige lig af sagens første offer. Fra da af bliver det læsning i ét stræk.

God underholdning og afslapning. Skrevet på et letlæst norsk, så nap til, før et dansk forlag forser sig på den.