Sara Paretsky: Drøje tider. Oversat af Ina Nielsen efter “Hard Time” (1999). Fremad 2000. 400 sider, 328 kr.

Paretskys niende roman om den hårdtslående advokat og privatdetektiv Victoria Iphigenia Warshawski begynder lidt tamt. Vic kører hjem fra en kedsommelig reception i en mondæn bar. På en dårligt belyst vej undgår hun med nød og næppe at ramme en kvinde, der ligger hårdt såret på kørebanen. Vic alarmerer politi og ambulance og tager chokeret hjem. Næste morgen opdager hun rædselsslagen, at politiet vil køre en sag på hende for spirituskørsel og manddrab, da den sårede kvinde dør. Politirapporten fra ulykkesstedet er bortkommet, og liget af den døde kvinde forsvinder fra hospitalet, før den lovpligtige obduktion er gennemført. Vic er tilsyneladende udset til syndebuk for en eller anden alvorlig kriminalitet, men fat-ter ikke hvilken eller hvorfor. For en gangs skyld gjorde jeg ikke, hvad jeg kunne for at skaffe mig fjender på halsen. De kom selv og fandt mig.

Romanens første tre hundrede sider fortæller rutineret den historie – lidt slidte fraser om politiets korruption og brutalitet og om den pengestærke overklasse i forretningslivet, der kan manipulere efter forgodtbefindende med myndigheder og medier. Til sidst arresteres Vic. Hun anbringes i varetægt i det fængsel, som den døde kvinde var undveget fra. Vic øjner en chance for at finde ud af, hvad sandheden er om den dræbtes flugt og død, og hun afviser derfor dumstædigt at stille kaution. Medens horrible trusler får hendes ellers så trofaste venner til at falde fra én for én.

Skildringen af kvindefængslet og dets uhyrlige undertykkelse af de indsatte – voldtægt, chikane, udnyttelse – er noget af det mest oprørende, der er læst i adskillige år (og ifølge efterskriften nøje baseret på Human Rights rapporter). Paretsky er her tilbage i panser og plade som en af øjeblikkets barskeste, mest medrivende krimiforfattere. De sider er hele romanen værd. Og naturligvis finder Vic (om end det er ved at koste hende livet) frem til den sandhed, som magthaverne ville skjule.

Spændingen indfinder sig sent, og plottet er længe for småt til at interessere læseren. Der er en flot afsluttende præmie til den, der holder ved. Den sociale kritik (et lidt spagt udtryk i denne sammenhæng) er stærkere end krimien, megen efterforskning og opklaring er der ikke tale om. Søger man det engagerede råb om retfærdighed og anstændighed, bliver man ikke snydt. Søger man en krimi, sidder man en smule desorienteret og lidt skuffet tilbage.