KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Sara Paretsky: Intet glemt. Oversat af Ina Nielsen efter “Total recall” (2001).
Fremad 2001. 434. 368 kr.

 

Sara Paretsky var frontfigur, da bølgen af feministiske krimier vældede frem i 1980’erne. Det blev mondænt at skrive om “hårdkogte” kvindelige privatdetektiver, og her leverede Paretsky i sandhed den efterspurgte vare. Hendes Vic Warshawski var grov i kæften, hårdtslående, hårdfør og frygtløs (i al fald udadtil). “Sisters in Crime” som Sue Grafton eller Marcia Muller stoppede ved det, man kunne kalde “al dente”, men Paretsky gik planken ud. Warshawski konkurrerede ikke blot med Marlowe og Lew Archer - også Supermand blev lejlighedsvis distanceret.

Voldsomhederne og de barske replikker er bevaret, men anstrøget af kynisme er i de senere romaner afløst af et brændende socialt engagement. Der berettes om store og principielle sager, og forfatterens ståsted er aldeles tydeligt - lejlighedsvis formidlet i et næsten skingert toneleje (de var i sandhed en samling kvalificerede røvhuller, de banker og forsikringsselskaber).

I den foreliggende tiende roman (som udkom i Danmark mindre end én måned efter udgivel-sesdagen i USA) er baggrunden holocaust, eller rettere de livsforsikringer, som mange af ofrene havde tegnet, men som aldrig blev udbetalt. Policerne var jo borte, og dødsattester kunne ikke fremskaffes. De schweiziske selskaber strøg profitten. Nu vil jødiske aktivister i USA tvinge udbetalingerne frem. Og den idé gribes hastigt af sorte politikere, der fordrer tilsvarende erstatninger af de virksomheder, der tjente på tidligere tiders slaveri. Den sorte kongresmand mener endda, at hans vælgere skal stå først i køen - deres krav er baseret på forbrydelser i Amerika, ikke i et fjernt Europa. Selskaberne er fusioneret på tværs af landegrænserne, og for begge grupper af demonstranter er det nuværende moderselskab i Chicago et oplagt mål.

Warshawski kommer lidt tilfældigt ind i sagen. Enken efter en sort arbejder er blevet afvist af selskabet, der mener, at de allerede for ti år siden har indløst den forsikring, som afdøde gennem årtier betalte til. Det er sket på grundlag af en falsk dødsattest, men er det afdøde selv, der har hævet pengene? Eller er de i virkeligheden aldrig udbetalt? Eller - ?

Warshawski filtres hastigt ind i et spind af intriger omkring det magtfulde selskab. Og sagen kommer tæt på hende selv. Hendes nærmeste ven, den godt halvfjerdsårige læge Lotty Herschel, blev som barn reddet ud af Wien umiddelbart før verdenskrigen. Hun og nogle få andre jøder, der også var børn dengang, har holdt sammen. Nu hævder en af demonstranterne, at han i virkeligheden hører til i den kreds. Han har haft en barsk opvækst hos en mand, der ikke var hans virkelige far, men brugte det stakkels jødebarn som alibi til at komme ind i USA. De fortrængte erindringer om denne uhyggelige fortid er kommet til aktivisten, da han gennemgik en række dybdepsykologiske hypnosebehandlinger hos en omstridt terapeut. Affæren driver Lotty til (eller over) randen af et nervøst sammenbrud, men hun nægter at fortælle, hvorfor mandens påstande går hende så voldsomt på.

Der er efterhånden mange opgaver: Warshawski skal redde sin vens forstand (muligvis tillige hendes omdømme), skaffe den bedragne enke hendes forsikringssum, og afsløre dårligdommen i en multinationel koncern. Der støder (sent) et par mord til, men Sara Paretskys heltinde over-kommer naturligvis også det.

De mindst tre historier er flettet præcist sammen, og det gør plottet en smule anstrengt. Det er konstrueret mere med passer og lineal end med psykologisk indsigt og sandsynlighed. Bevares, det er gjort med flid og dygtighed - først i eftertanken indser læseren, at det er utroværdigt, at netop de skæbner - tilfældigt - skulle krydse hinanden som de gjorde, og endnu mere fantastisk, at de adskillige ender af samme tov på én og samme gang skulle dukke op på Warshawskis skrivebord.

Som social reportage er romanen skræmmende og overbevisende. Paretskys engagement er totalt, der er ingen plads til kompromiser eller forståelse af problemernes komplikationer. Hendes trofaste læsere vil ikke blive skuffede. Vi andre kan blive en anelse udmattede.